Sagen handler om den momsmæssige behandling af udbud og tildeling af koncessioner til opførelse af havvindmølleparker. Til koncessionen hører en 2-vejs pristillægsmodel/CfD-ordning. Pristillægsmodellen sikrer den kommende koncessionsindehaver en estimeret minimumsindtægt i relation til den planlagte produktion af elektricitet. Dette sker ved at yde et positivt pristillæg som beregnes i forhold til markedsprisen for elektricitet på et givent tidspunkt. Samtidig kan udbyder i visse situationer være berettiget til at modtage et negativt pristillæg fra Koncessionsindehaveren.

Sagen handler særligt om, hvorvidt disse pristillæg er momspligtige.

Skatterådet bekræfter, at både det positive og negative pristillæg falder udenfor momslovens anvendelsesområde og derfor ikke er momspligtige.

Spørger anmodede Skatterådet om at bekræfte, at Spørger som ladestanderoperatør kunne opnå tilbagebetaling af elafgift efter elafgiftslovens § 11 g (indsat ved lov nr. 1776 af 29. december 2025) af elforbrug til opladning af elbiler hos kunder i private husstande, der var omfattet af elvarmesatsen efter elafgiftslovens § 6, stk. 1, 1. pkt. I Spørgers tilfælde var elektriciteten i husstandene ikke omfattet af andre regelsæt, og Spørger kunne dokumentere, at den forbrugte elektricitet var fuldt afgiftspligtig for kunderne.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger kunne opnå tilbagebetaling for en periode, hvor der var betalt fuld elafgift, når Spørger som dokumentation for tilbagebetalingsbeløbet på anmodning kunne fremlægge opgørelser af målinger af kundens fuldt afgiftspligtige elforbrug i perioden fra det aftagenummer, der forsynede ladestanderen med elektricitet, og med angivelse af aftagenummeret. Det var forudsat, at Spørger i øvrigt opfyldte alle betingelserne for tilbagebetaling i elafgiftslovens § 11 g.

Styresignalet præciserer de skattemæssige konsekvenser, hvis en skatteyder bliver omkvalificeret fra selvstændigt erhvervsdrivende til lønmodtager i en situation, hvor skatteyderen har indgået en aftale med en kunde om levering af en arbejdsydelse via skatteyderens selskab, og hvor selskabet har udbetalt løn til skatteyderen.

Sagen angik, om klageren skulle beskattes af en kursgevinst ved eftergivelse af K/S H1s gæld i fremmed valuta i indkomståret 2013. Landsskatteretten fandt, at klageren skulle beskattes af en kursgevinst ved gældseftergivelsen, men at beskatningen skulle ske i indkomståret 2014, hvor kursgevinsten blev realiseret. Indkomståret 2014 var ikke en del af den påklagede afgørelse, og klagen angik også kun indkomståret 2013. Under henvisning hertil fandt Landsskatteretten, at der ikke var grundlag for at foretage en afledt ændring efter skatteforvaltningslovens § 45, stk. 1, således at beskatningen skete i indkomståret 2014. Landsskatteretten nedsatte herefter klagerens skattepligtige kursgevinst ved gældseftergivelse i fremmed valuta til 0 kr. i indkomståret 2013 og ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om klagerens avance ved salg af en ejerlejlighed var skattefri efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8. Klageren, der boede i USA, købte lejligheden i 1991. Den blev anvendt til udlejning i perioden 1991 - 1997. Siden 1997 havde lejligheden udelukkende været anvendt som fritidsbolig i forbindelse med klagerens og dennes families ophold, når de var i Danmark. Lejligheden var fritaget for bopælspligt, var centralt beliggende i en by og havde i hele ejertiden både været registreret og haft status som helårsbolig. Klageren gjorde gældende, at bedømmelsen af, om fortjenesten var skattefri, skulle ske efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, om sommerhusejendomme og lignende, idet lejligheden havde karakter af en sommerbolig på afståelsestidspunktet. Landsskatteretten anførte, at en ejendom, der havde status som en helårsbolig på salgstidspunktet, som udgangspunkt kun kunne omfattes af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2, i medfør af administrativ praksis om helårsboliger, der var købt som og i hele ejertiden havde været anvendt som sommerbolig for ejeren eller dennes husstand, jf. SKM2007.209.HR og SKM2010.166.HR. Landsskatteretten fandt, at lejligheden ikke havde karakter af en sommerhusejendom i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2’s forstand. Herved henså Landsskatteretten til, at lejligheden både blev erhvervet som og i hele ejertiden havde haft status som en helårsbolig. Hverken klagerens anvendelse af lejligheden eller den omstændighed, at lejligheden var fritaget for bopælspligt, kunne føre til, at lejligheden fik karakter af en sommerhusejendom. Skattefrihed ved salg af lejligheden var derfor betinget af, at betingelserne i den administrative praksis var opfyldt. Da ejerlejligheden i ejertiden også havde været anvendt til udlejning, var klagerens fortjeneste ikke skattefri i medfør af denne særlige praksis. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om klagernes ejendom kunne komme med i overgangsordningen i ejendomsvurderingslovens § 83, stk. 2, herunder om ejendommens arealændring havde betydning for ejendommens mulighed for optagelse i overgangsordningen. Den omhandlede ejendom blev købt af de daværende ejere (og klagere) ved købsaftale af 4. juli 2020. Ifølge købsaftalen var ejendommen på købstidspunktet under udstykning, og ejendommens grundareal ville herefter komme til at udgøre 2,2461 ha. På tidspunktet for handlen bestod ejendommens areal af cirka 158.221 m². Landsskatterettende bemærkede, at det fremgik af ordlyden i ejendomsvurderingslovens § 83, stk. 2, at hvis en ejendom ved den seneste vurdering forud for vurderingen den 1. marts 2021 var vurderet som eksempelvis en landbrugsejendom, kunne ejeren vælge at bibeholde vurderingen som landbrug, selvom ejendommen nu måtte være blevet kategoriseret som en ejerbolig efter de nye regler. Landsskatteretten bemærkede endvidere, at klagernes ejendom blev vurderet som en landbrugsejendom ved vurderingen pr. 1. oktober 2020, som var den seneste vurdering forud for kategoriseringen som ejerbolig pr. 1. marts 2021, og at ejendommen ved vurderingsterminen pr. 1. oktober 2020 udgjorde et areal på cirka 15,8 ha. Landsskatteretten bemærkede tillige, at der i den første gældende version af ejendomsvurderingsloven, som trådte i kraft den 1. januar 2018, eksisterede en undtagelsesregel, hvorefter muligheden for at vælge at fastholde den juridiske kategori bortfaldt, hvis betingelserne for omvurdering efter ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 1, nr. 2-7, var opfyldt, herunder hvis ejendommens grundareal blev ændret med mindst 25 m², jf. § 6, stk. 1, nr. 2. Denne undtagelsesregel var imidlertid ikke videreført, og reglerne var sidenhen ændret ad flere omgange, således at tilvalg af overgangsordningen nu kun bortfaldt ved arealændringer i tilfælde, hvor ejendommens grundareal blev nedsat med mindst 25 m² og herefter udgjorde under 2 ha. Klagernes ejendom blev reduceret med mindst 25 m², men til et grundareal på 2,2461 ha i januar 2021. Idet arealet ikke var ændret sidenhen, fandt Landsskatteretten, at ejendommen var omfattet af overgangsordningen. Henset til bestemmelsens ordlyd fandt Landsskatteretten, at den omstændighed, at ejendommen havde ændret areal i perioden fra den 1. oktober 2020 til den 1. marts 2021, ikke havde betydning for ejendommens mulighed for optagelse i overgangsordningen. Landsskatteretten lagde vægt på, at ejendommens areal på intet tidspunkt havde været mindre end 2 ha, hvilket måtte anses som værende et afgørende kriterie, som både var i overensstemmelse med lovens ordlyd og med betænkning til forslaget til den seneste ændringslov.  Landsskatteretten fandt således, at klagerne havde ret til at få ejendommen med i overgangsordningen og pålagde herefter Vurderingsstyrelsen at optage ejendommen i ordningen pr. 1. marts 2021.

Klageren havde fået eftergivet gæld den 9. juli 2021. Sagen angik, om klageren havde mulighed for at fremføre sit uudnyttede underskud i skattepligtig indkomst for indkomståret 2021 til de efterfølgende indkomstår, eller om dette underskud til fremførsel skulle nedsættes efter personskattelovens § 13 a som følge af den opnåede gældseftergivelse i 2021. Landsskatteretten lagde til grund, at der var tale om en frivillig akkord omfattet af personskattelovens § 13 a, stk. 5. Landsskatteretten fandt, at klagerens uudnyttede underskud til fremførsel til efterfølgende indkomstår, herunder også underskud for akkordåret 2021, skulle nedsættes som følge af gældseftergivelsen. Landsskatteretten henviste bl.a. til, at det fremgik af både ordlyden af personskattelovens § 13 a, stk. 1, og af bestemmelsens forarbejder, at et fremførselsberettiget underskud, der opstod i det indkomstår, hvori den skattepligtige opnåede en frivillig akkord, skulle nedsættes med den eftergivne gæld. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Klageren havde fået eftergivet gæld den 22. december 2022. Sagen angik, om klageren havde mulighed for at fremføre sit uudnyttede underskud i skattepligtig indkomst for indkomståret 2022 til de efterfølgende indkomstår, eller om dette underskud til fremførsel skulle nedsættes efter personskattelovens § 13 a som følge af den opnåede gældseftergivelse i 2022. Landsskatteretten lagde til grund, at der var tale om en frivillig akkord omfattet af personskattelovens § 13 a, stk. 5. Landsskatteretten fandt, at klagerens uudnyttede underskud til fremførsel til efterfølgende indkomstår, herunder også underskud for akkordåret 2022, skulle nedsættes med et beløb svarende til den eftergivne gæld. Landsskatteretten henviste bl.a. til, at det fremgik af både ordlyden af personskattelovens § 13 a, stk. 1, og af bestemmelsens forarbejder, at et fremførselsberettiget underskud, der opstod i det indkomstår, hvori den skattepligtige opnådede en frivillig akkord, skulle nedsættes med den eftergivne gæld. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, at Skattestyrelsen havde anset selskabets salg af PP non-woven-poser i perioden 1. august 2020 til 31. december 2020 for afgiftspligtigt efter emballageafgiftslovens § 2 a, hvorfor selskabet skulle betale 1.529.556 kr. i emballageafgift. Landsskatteretten fandt, at selskabets salg af poserne var afgiftspligtigt efter emballageafgiftslovens § 2 a, idet poserne var fremstillet af et plastmateriale, var med hank og havde et rumindhold på mindst 5 liter. Landsskatteretten lagde vægt på, at efter de foreliggende oplysninger var det de i sagen omhandlede posers funktion at fungere som traditionelle poser, der anvendes til at bære ting i. Der var ikke godtgjort, at der var tale om poser med en særlig funktion, der ikke kunne varetages af en stofpose, et bærenet, en taske eller lignende. Landsskatteretten fandt desuden, at der ikke forelå en administrativ praksis, der afskar Skattestyrelsen fra at opkræve emballageafgift for selskabets salg af PP non-woven-poser for perioden 1. august 2020 til 31. december 2020. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse (Dissens).

Spørger købte investeringsvin i England, som ved modtagelse i Danmark blev oplagt direkte på et toldoplag.

Skatterådet bekræftede, at Spørger ved import af vin og efterfølgende oplæggelse på toldoplag, ikke skulle betale importmoms og punktafgifter.

Endvidere bekræftede Skatterådet, at Spørger ikke skulle betale salgsmoms og punktafgifter ved det efterfølgende salg af vin opbevaret på toldoplag.

Spørger 1 overdrog ved gavebreve af 20. december 2024 nominelt DKK 8.571 B-kapitalandele i H2, svarende til 21,43 pct. af den samlede selskabskapital, til hver af hans tre sønner, Spørger 2, Spørger 3 og Spørger 4. De 21,43 pct. udgjorde indirekte 15 pct. af H1-koncernen. Gaveafgiften var beregnet med nedsat gaveafgift efter boafgiftslovens § 23a. 

I forlængelse af gaveoverdragelsen påtænktes der gennemført en række omstruktureringer, som havde til formål at forenkle selskabsstrukturen i koncernen, herunder at samle de tre sønners kapitalandele i H2 med deres respektive eksisterende kapitalandele i koncernen.

Spørgerne ønskede bekræftet, at de påtænkte omstruktureringer kunne gennemføres uden genberegning af gaveafgiften, jf. boafgiftslovens § 23 b. Spørgsmål 1 angik skattefri ophørsspaltning, spørgsmål 2 angik anpartsombytning og spørgsmål 3 angik fusion.

Skatterådet lagde vægt på at der ved omstruktureringerne ikke skete en forskydning af de indirekte ejerandele af H1. Skatterådet lagde endvidere vægt på, at der ved omstruktureringerne ikke skete vederlæggelse med andet end kapitalandele i de modtagende selskaber.

Skatterådet bekræftede på den baggrund at de påtænkte skattefrie omstruktureringer ikke ville udløse genberegning af gaveafgiften, jf. boafgiftslovens § 23 b.

Spørger havde købt et husstandsbatteri med det formål at kunne købe strøm, når prisen var lav, og at bruge strøm fra batteriet, når prisen var høj. Spørger havde også indgået en aftalte med virksomheden G2, der gav G2 adgang til at bruge batteriet til net-balancering. Spørger modtog betaling for dette fra G2 i forhold til, hvor meget G2 brugte Spørgers batteri. Skatterådet kunne bekræfte, at den betaling, som Spørger modtog fra G2, for at stille batteriet til rådighed, var skattepligtig indkomst. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at indkomsten var kapitalindkomst, men derimod personlig indkomst. Det var Spørgers opfattelse, at det forhold, at batteriet blev stillet til rådighed for net-balancering, understøttede den grønne omstilling, og at ligningslovens § 8 P derfor burde kunne anvendes. Skatterådet kunne, imod Spørgers ønske ikke bekræfte, at der var adgang til at anvende bundfradraget i ligningslovens § 8 P. Det følger af ordlyden i ligningslovens § 8 P, stk. 1, at det er en betingelse for at anvende bestemmelsen, at der er tale om indtægt fra et vedvarende energi-anlæg omfattet af lov om fremme af vedvarende energi § 2. Et batteri er ikke omfattet af ordlyden i lov om fremme af vedvarende energi § 2, og der var derfor ikke adgang til at anvende ligningslovens § 8 P.

Spørger havde anmodet Skatterådet om at bekræfte, at Spørger kunne få afgiftsgodtgørelse af motorbrændstof, der skulle anvendes til terrænregulering på Spørgers ejendom, jf. mineralafgiftsloven § 11 stk. 1 nr. 1, jf. mineralafgiftsloven § 11 stk. 3, jf. GASAL § 10 stk. 3 1. og 2. pkt.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger kunne få afgiftsgodtgørelse af motorbrændstof til den pågældende terrænregulering. Med afsæt i forarbejderne til bestemmelserne og Landsskatterettens praksis på området, begrundede Skatterådet sin afgørelse med, at den påtænkte anvendelse af motorbrændstoffet ikke blev anvendt til afgiftspligtig virksomhed efter merværdiafgiftsloven med jordbrug, husdyrbrug, gartneri, frugtavl, skovbrug, fiskeri, dambrug eller pelsdyravl.

Spørger beskæftigede søfolk om bord på danske skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS). Medarbejderne var begrænset skattepligtige til Danmark, og deres DIS-løn var skattefri i Danmark.

En del af medarbejderne var skattemæssigt hjemmehørende i Letland, hvor DIS-lønnen blev beskattet efter bopælslandets regler, uden at der blev givet lempelse, da Danmark ikke opkrævede skat af indkomsten. Dette kunne medføre, at medarbejderne opnåede en lavere nettoløn end forudsat.

Spørger ønskede derfor at betale en kompensation for den udenlandske skat med henblik på at sikre den forudsatte nettoløn.

Spørgsmål 1 angik, om der ved kollektiv overenskomst kunne aftales et landespecifikt løntillæg til dækning af medarbejderens udenlandske skat. Skatterådet afviste spørgsmålet, da det vedrørte fastsættelse af lønvilkår, som falder uden for Skatterådets kompetence, og endvidere ikke vedrørte den skattemæssige virkning af en disposition, jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 2.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 2, at Spørgers betaling af en kompensation for medarbejdernes udenlandske beskatning kunne anses som et led i fastsættelsen af nettolønnen under hensyn til skattefritagelsen, jf. sømandsbeskatningslovens § 5, stk. 4.

Spørgsmål 3 bortfaldt, da spørgsmål 2 blev bekræftet.