Skatteministeriet indbragte en sag for domstolene om beskatning af en banks kompensation for overopkrævning og kompensation for den tid, som skatteyderen ikke havde rådet over beløbet. Landsskatteretten havde fundet, at hverken kompensationen for overopkrævningen eller tidskompensationen var skattepligtige for skatteyderen. Ministeriet nedlagde påstand om, at begge kompensationer var skattepligtige som personlig indkomst, idet kompensationen for overopkrævningen efter ministeriets opfattelse ikke udgjorde en eksakt tilbagebetaling af det overopkrævede beløb.

Da skatteyderen ikke indleverede svarskrift, afsagde retten dom i overensstemmelse med ministeriets påstand. 

Landsskatteretten fandt, at et selskab som arbejdsgiver ikke havde kunnet foretage den fornødne kontrol af antallet af erhvervsmæssige rejsedage i forbindelse med udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse til sine medarbejdere. Herved lagde Landsskatteretten bl.a. vægt på, at de fremlagte afregningsbilag for medarbejderne ikke indeholdt oplysninger om rejsernes start- og sluttidspunkt med klokkeslæt, og at der ikke var fremlagt andre bilag, der indeholdt oplysninger herom. Det var dermed ikke påvist, at der på udbetalingstidspunktet havde foreligget dokumentation for antallet af erhvervsmæssige rejsedage for medarbejderne i form af registreringer af rejsernes start- og sluttidspunkt, hvorfor selskabet ikke havde kunnet foretage den fornødne kontrol. Det var i den sammenhæng ikke muligt ud fra det fremlagte at kontrollere rigtigheden af de start- og sluttidspunkter, der var tilføjet på de opdaterede afregningsbilag. Den omstændighed, at selskabet kun havde udbetalt rejsegodtgørelse til medarbejderne for hele rejsedøgn med overnatning og generelt med en lavere sats end standardsatserne, ændrede ikke ved, at selskabet ud fra det fremlagte ikke havde haft et tilstrækkeligt grundlag for at føre den fornødne kontrol på udbetalingstidspunktet. Det forhold, at selskabet under klagesagen som eksempel på sin kontrol og fremgangsmåde havde fremlagt opdaterede afregningsbilag med tilføjelse af start- og sluttidspunkt med klokkeslæt samt timeregistreringsrapporter og Brobizz-udskrifter, kunne ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

I styresignalet beskrives en præcisering af praksis som følge af EU-domstolens dom af 8. juni 2023 i sag C-640/21.

Styresignalet præciserer, at anvendelsesområdet for EUTK artikel 173 (ændring af en toldangivelse) og artikel 174 (ugyldiggørelse af en toldangivelse) indskrænkes. Det er herefter ikke muligt at tilføje andre og/eller flere varer til en toldangivelse, efter varerne er frigivet.

Sagen angik, om klageren kunne overdrage en ejendom til sin datter og svigersøn til en handelsværdi på 6.950.000 kr., svarende til ejendomsværdien pr. 1. januar 2020, uden at der forelå en afgiftspligtig gave. Klageren havde tidligere, i december 2023, overdraget ejendommen til sin datter og svigersøn for 6.810.000 kr., men klageren modtog et bindende svar, hvoraf fremgik, at ejendommen ikke kunne overdrages til denne værdi, og at handelsværdien af Skattestyrelsen var skønnet til 9.050.000 kr. Klageren gjorde skatteforbehold gældende, og handelen blev annulleret. Landsskatteretten fandt, at når et skatteforbehold var udnyttet, var det civilretlige grundlag ændret, og den pågældende handel ansås for ikke at have fundet sted. Om der forelå særlige omstændigheder, skulle således vurderes på tidspunktet for det nye bindende svar. Da der på tidspunktet for det nye bindende svar ikke forelå særlige omstændigheder, skulle skattemyndighederne acceptere en værdiansættelse efter den såkaldte 20 %-regel i værdiansættelsescirkulæret. Det forhold, at Skattestyrelsen i forbindelse med det tidligere bindende svar havde indhentet en udtalelse fra Vurderingsstyrelsen om handelsværdien af ejendommen, udgjorde således ikke en sådan særlig omstændighed, der kunne begrunde en fravigelse af 20 %-reglen. Landsskatteretten ændrede herefter Skattestyrelsens bindende svar.

Sagen angik, om det var med rette, at Skattestyrelsen havde inddraget selskabets registrering for moms, da selskabet eller nogen på dennes vegne mindst groft uagtsomt havde afgivet urigtige oplysninger til brug for angivelse af moms på baggrund af en faktura med urigtig dokumentation for levering af ydelser, jf. opkrævningslovens § 19 b, stk. 2, nr. 1. Selskabet havde angivet indgående moms på samlet 588.664 kr. Landsskatteretten havde tidligere truffet afgørelse om, at selskabet ikke kunne opnå fradrag for udgifterne ifølge de fremlagte udgiftsbilag, da der blandt andet ikke var dokumenteret en samhandel, og da der var tvivl om fakturaernes realitet henset til sammenfald mellem udstedelse af faktura og betaling og manglende fremlæggelse af de kontrakter, som fakturaerne henviste til. Landsskatteretten fandt, at den urigtige afgivelse af oplysninger - sammenholdt med, at anpartshaveren var vidende om, at der ikke var sket levering af de fakturerede ydelser fra underleverandør 1 og 2, hvorfor selskabet havde angivet et fradrag, der ikke levede op til betingelserne i momslovens § 37, stk. 2, nr. 1 - kunne tilregnes selskabet som mindst groft uagtsomt, hvorfor det var med rette, at Skattestyrelsen havde inddraget selskabets registrering for moms, jf. opkrævningslovens § 19 b, stk. 2, nr. 1. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Spørger, der var et selskab, og dets kapitalejere påtænkte en børsintroduktion af selskabet. Aktierne i selskabet var opdelt i A-aktier (ordinære aktier) og B-aktier (præferenceaktier). I forbindelse med den påtænkte børsnotering var der behov for en sammenlægning af A- og B-aktieklasserne. For at sikre, at der ikke skete en formueforskydning mellem A-kapitalejerne og B-kapitalejerne ved sammenlægningen af aktieklasserne, påtænktes det at gennemføre en rettet fondsemission til kapitalejerne samt en yderligere rettet fondsemission, når den endelige børskurs kendtes. Skatterådet bekræftede, at vedtægtsændringen, hvorefter opdelingen af Spørgers aktier blev ophævet, ikke medførte afståelsesbeskatning af Spørgers kapitalejere og at den indledende rettede fondsemission og at den yderligere rettede fondsemission ikke gav anledning til beskatning af Spørgers kapitalejere. Skatterådet bekræftede endvidere, at i den situation, hvor børsnoteringen ikke blev gennemført, gav en vedtægtsændring med en genetablering af kapitalklasser samt af de nuværende ejerforhold ved kapitalnedsættelse uden udlodning rettet mod kapitalejerne med henblik på at neutralisere de selskabsretlige ændringer ikke anledning til beskatning af kapitalejerne i Spørger.

Sagen omhandlede, hvorvidt Spørger kunne gennemføre en skattefri aktieombytning efter aktieavancebeskatningslovens § 36. Ombytningen omfattede en del af Spørgers anparter i Selskabet, som ønskedes ombyttet op gennem koncernstrukturen til nye anparter i BidCo. Det fremgik af sagen, at der den 6. juni 2025 var indgået en aftale om at overdrage samtlige anparter i selskabet.

Skatterådet besvarede spørgsmålet benægtende, da betingelserne for en skattefri aktieombytning ikke var opfyldt. Rådet fandt, at anparterne måtte anses for afstået allerede på tidspunktet for den bindende aftale af 6. juni 2025. Dette afståelsestidspunkt kunne ifølge Skatterådet hverken udskydes af en tillægsaftale af 18. august 2025 eller af, at selve overdragelsen først skete den 22. august 2025.

I styresignalet beskrives en mulighed for, at afståelse af fast ejendom efter ejendomsavancebeskatningsloven ved salg på ekspropriationslignende vilkår (de såkaldte ekspropriationssituationer) kan være skattefri efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11.

Det drejer sig om følgende situation, hvor hjemlen til at ekspropriere til realisering af en lokalplan er planlovens § 47:

• Kommunalbestyrelsen vedtager lokalplanen, og træffer samtidig en principiel beslutning om at igangsætte ekspropriationssagen, samt om at ville ekspropriere til realisering af lokalplanen, når lokalplanen er offentliggjort, hvis der ikke indgås en frivillig aftale
• Aftalen indgås efter, at lokalplanen er offentliggjort

Skattestyrelsen havde truffet afgørelse om at bevilge henstand med betaling af restskat med vilkår om sikkerhedsstillelse for det fulde henstandsbeløb. Landsskatteretten fandt, at det var tilstrækkeligt godtgjort, at der på tidspunktet for Skattestyrelsens afgørelse var en nærliggende fare for, at skatten, der søgtes henstand med, ikke ville blive betalt, når der senere blev truffet endelig afgørelse i skattesagerne, hvis der blev givet henstand. Videre fandt Landsskatteretten, at det ikke var uproportionalt at stille krav om sikkerhedsstillelse for det fulde henstandsløb. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik ansættelsen af ejendomsværdien pr. 1. januar 2020 for et fritliggende enfamilieshus. Klageren ejede ejendommen på vurderingstidspunktet den 1. januar 2020, og klageren havde solgt ejendommen i almindelig fri handel ved købsaftale den 5. september 2020 til en pris på 2.550.000 kr. med overtagelse den 1. oktober 2020. Skødet blev tinglyst den 30. september 2020. Vurderingsstyrelsen traf den 8. juli 2022 afgørelse om vurderingen af ejendommen pr. 1. januar 2020. Landsskatteretten fandt, at klageren var klageberettiget efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, 2. pkt., da klageren var omfattet af bestemmelsens ordlyd om "ejeren af den faste ejendom" som ejer af ejendommen på vurderingstidspunktet den 1. januar 2020. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at der ikke i forhold til ordlyden af bestemmelsen var tilstrækkelige holdepunkter i retsgrundlaget i øvrigt for en indskrænkende fortolkning af "ejeren af den faste ejendom" i bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, 2. pkt. Der forelå ikke sådanne tilstrækkeligt sikre holdepunkter i hverken bestemmelsens ordlyd, forarbejder, kontekst eller historik, og retten lagde i den forbindelse også vægt på, at der for en sådan indskrænkende fortolkning af bestemmelsen måtte skulle findes mere klare og entydige angivelser i retsgrundlaget for en snævrere afgrænsning af forståelsen af "ejeren af den faste ejendom", når ejeren faktisk var ejeren på vurderingstidspunktet, og afgørelsen om vurderingen af den faste ejendom i sig selv var en forvaltningsretlig afgørelse. Herefter konstaterede Landsskatteretten, at den efterfølgende handelspris for ejendommen selv var konstateret og kunne indgå i grundlaget for ejendomsvurderingen pr. den 1. januar 2020 efter ejendomsvurderingslovens § 24, stk. 3, da denne handel var tinglyst før, at Vurderingsstyrelsen den 8. juli 2022 traf afgørelse om vurderingen af ejendommen, og retten henviste herved også til SKM2025.18.LSR. Retten anførte bl.a., at de af Vurderingsstyrelsen anvendte referenceejendomme alle var sammenlignelige med og relevante i forhold til ansættelsen af ejendomsværdien for ejendommen. Hvis ejendomsværdien for ejendommen skulle ændres med mere end 20 % på baggrund af den efterfølgende handel af ejendommen selv, ville handlen af ejendommen selv skulle tillægges nærmest eneafgørende betydning og vægt ved udøvelsen af skønnet over ejendomsværdien. Det var der ikke hjemmel til eller grundlag for, og retten henviste herved bl.a. til, at der ved ansættelsen af ejendomsværdien ikke var tale om en eksakt beløbsmæssig værdi, men derimod en værdi inden for et spænd, inden for hvilket skønsmæssigt fastsatte værdier skulle respekteres, og det også gjaldt i en situation med en handel af ejendommen selv, jf. lovbemærkningerne til bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 45, stk. 2. Landsskatteretten fandt derfor, at der efter et samlet skøn ikke var grundlag for at ændre og nedsætte ejendomsværdien for ejendommen med mere end 20 %, jf. skatteforvaltningslovens § 45, stk. 2, og stadfæstede herefter ejendomsværdien for ejendommen pr. 1. januar 2020.

Spørger, boet efter [afdøde], ejede moderselskabet H1 A/S, som ejede datterselskabet D1 ApS.

Moderselskabets eneste aktivitet, udover ejerskab af datterselskabet D1 ApS, var investering i projektejendom i [udlandet].

Datterselskabet D1 ApS’ eneste aktivitet var ejerskab og drift af Ejendommen Y1.

Spørger påtænkte at overdrage aktierne i H1 A/S til [afdødes] søn og arving med skattemæssig succession.

Spørger ønskede derfor at få bekræftet, at opgaven med indgåelse af aftaler af væsentlig økonomisk betydning for driften af Ejendommen Y1 ikke i overvejende grad var blevet varetaget af en uafhængig fysisk eller juridisk person, der sædvanligvis indgik aftalerne eller sædvanligvis spillede den afgørende rolle ved indgåelsen af aftalerne.

Skatterådet bekræftede, at opgaven med indgåelsen af aftaler af væsentlig økonomisk betydning for driften af udlejningsvirksomheden vedrørende Ejendommen Y1 kun havde været varetaget af ejeren [afdøde] og dermed indirekte hos Spørger. Skatterådet bekræftede således, at Ejendommen Y1 var et aktiv, der kunne indgå som en del af den aktive virksomhed i pengetanksberegningen i dødsboskattelovens § 29, stk.3.

Skatterådet bemærkede, at der ikke var taget stilling til, hvorvidt projektejendommen i [udlandet] kunne indgå som et aktiv, der kunne indgå som en del af den aktive virksomhed, men at det kunne have betydning for den påtænkte overdragelse med skattemæssig succession af aktierne i H1 A/S til [afdødes] søn og arving.

Sagsøger havde ikke ret til genoptagelse af en skatteankenævnsafgørelse, jf. skatteforvaltningslovens § 35 g, stk. 1 og 2, idet de tidsmæssige betingelser ikke var opfyldt, og idet sagsøger hverken med sin forklaring eller de fremlagte dokumenter havde godtgjort, at de nye oplysninger ville have medført et væsentligt ændret udfald, hvis de havde foreligget tidligere. Retten lagde bl.a. vægt på, at et gældsbrev først var fremlagt i forbindelse med genoptagelsesanmodningen uden en nærmere redegørelse for årsagen hertil. 

Da der heller ikke forelå ganske særlige omstændigheder efter § 35 g, stk. 3, blev Skatteministeriet frifundet. 

Skatterådet har på mødet den 23. juni 2026 fulgt Skattestyrelsens indstilling om, at der efter skattekontrollovens § 62, stk. 1, jf. § 61 gives tilladelse til at indhente identifikationsoplysninger på unavngivne personer og deres modtagelse af beløb gennem en betalingstjeneste.

Cypern anses for at være en jurisdiktion med en kvalificeret regel om indkomstmedregning.

Sagen angik spørgsmålet, om Spørgers adgang til fitness, holdtræning, badminton, pickleball, volleyball og klatrevæg, opfyldte betingelserne for at være omfattet af fritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 5.

Skatterådet fandt, at Spørger blev drevet med ikke gevinst for øje, og at Spørgers aktiviteter var omfattet af udtrykket sport og fysisk træning, hvorefter adgang hertil blev leveret i nær tilknytning til sport og fysisk træning til fordel for sportsudøveren. Skatterådet kunne bekræfte, at Spørgers ydelser opfyldte betingelserne, og var momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 5.

Momslovens § 13, stk. 1, nr. 5, implementerer momssystemdirektivets artikel 132, stk. 1, litra m. Artikel 132, stk. 1, litra m’s anvendelsesområde begrænses af artikel 134, hvoraf det følger, at ydelsen skal være uomgængelig nødvendig og ikke må fremkalde konkurrencefordrejning. Disse betingelser er ikke implementeret i dansk ret.

Skatterådet fandt, at ved vurderingen af om en leverance var omfattet af begrebet "i nær tilknytning" skulle der henses til, om leverancen var uomgængelig nødvendig, jf. SKM2011.478.ØLR. En indfortolkning af betingelsen efter principperne om direktivkonform fortolkning var ikke udtryk for en fortolkning contra legem. Skatterådet fandt, at Spørgers ydelser opfyldte denne betingelse.

I forhold til betingelsen om at ydelsen ikke må fremkalde konkurrencefordrejning, fandt Skatterådet, at betingelsen ikke skulle fortolkes direktivkonformt, idet det ville stride mod lovens ordlyd og dens formålsbetragtninger, og dermed udtryk for en fortolkning contra legem, jf. U2014.914H.

Sagen angik også, om Spørgers aktiviteter omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 5, var fritaget for lønsumsafgift efter lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 2, nr. 1. Skatterådet kunne bekræfte, at aktiviteterne var fritaget for lønsumsafgift.

Spørger var en CO2-kvotepligtig virksomhed. Spørger ønskede bl.a. at få bekræftet, at Spørgers forbrug af fossilt brændsel havde en karakter, så der var umiddelbar og uadskillelig sammenhæng mellem brændselsforbruget og Spørgers hermed forbundne CO2-emissioner, der var pålagt emissionsafgift, og at afgiften på emissionerne af den grund kunne anses for at være en energiafgift på Spørgers fossile brændsel.

Konsekvensen af en bekræftelse på dette punkt ville være, at Spørgers betaling af emissionsafgift forstået som en energiafgift kun ville kunne finde sted i det omfang, at den var forenelig med reglerne i energibeskatningsdirektivet.

Skatterådet kunne ikke svare bekræftende.

Under hensyn til skattemyndighedernes tavshedspligt, jf. skatteforvaltningslovens § 17, offentliggøres det bindende svar i en redigeret form.

Spørger 1 havde gennemført et delvist generationsskifte af formuen i sit helejede selskab, H1 Holding ApS, til sin søn, Spørger 2. Det delvise generationsskifte var gennemført som en ophørsspaltning til fire nystiftede selskaber, hvorefter tre af selskaberne, H2 ApS, H3 ApS og H4 ApS, havde apportindskudt deres aktiver i tre selskaber ejet af Spørger 2. Umiddelbart herefter gennemførte Spørger 1 en overdragelse af samtlige kapitalandele i H2 ApS, H3 ApS og H4 ApS til Spørger 2 for henholdsvis DKK 5.982.318, DKK 15.781.328 og DKK 1.467.450 mod dennes udstedelse af rentefri anfordringsgældsbreve for de opgjorte købesummer efter modregning af passivposter efter kildeskattelovens § 33 D, stk. 3. Overdragelserne var sket med forbehold for, at Skatterådet kunne godkende, at kapitalandelene var overdraget med skattemæssig succession og at overdragelserne var sket til handelsværdi. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at overdragelse af samtlige kapitalandele i selskaberne H2 ApS, H3 ApS og H4 ApS fra Spørger 1 til Spørger 2 den 26. maj 2025 kunne ske med skattemæssig succession efter aktieavancebeskatningslovens § 34. Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at overdragelse af kapitalandelene i selskaberne H2 ApS, H3 ApS og H4 ApS fra Spørger 1 til Spørger 2 for en pris på henholdsvis DKK 5.982.318, DKK 15.781.328 og DKK 1.467.450 mod udstedelse af uforrentede anfordringsgældsbreve på de anførte købesummer efter fradrag af passivposter efter kildeskattelovens § 33 D, stk. 3, ikke udløste nogen beskatning af parterne. Skatterådet kunne kun bekræfte, at kapitalandelene i H2 ApS og H4 ApS var overdraget med skattemæssig succession og at overdragelserne af disse to selskaber var sket til handelsværdien og ikke udløste nogen beskatning af parterne.