Sagen angik, om der forelå særlige omstændigheder, som indebar, at skattemyndighederne ikke skulle acceptere, at en ejerlejlighed blev overdraget fra mor til datter efter 15 %-reglen. Landsretten fandt, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at 15 %-reglen ikke var anvendelig i den omhandlede situation, hvor den faste ejendom i marts 2019 var solgt i fri handel til en købesum på 4.200.000 kr., og samme faste ejendom blev solgt i familieforhold i november 2020 til 1.782.500 kr. Landsretten tiltrådte derfor, at Skatte- og Vækstministeriet var blevet frifundet, og stadfæstede byrettens dom.

Skatteyderen var cpr-registreret på en adresse i perioden fra den 20. maj 2021 til den 1. oktober 2022, og der var fremlagt lejekontrakt på et lejemål på adressens første sal. Lejemålet var indgået af det selskab, som skatteyderen var direktør i, og som drev en restaurant. Under et kontrolbesøg på restauranten forklarede skatteyderen, at kokken i restauranten boede hos ham, ligesom kokken forklarede, at han boede med skatteyderen. Skatteyderen gjorde under sagen gældende, at han boede på adressens lejemål i stueetagen, men der var ikke fremlagt en lejekontrakt herfor, ligesom der ikke forelå en fremlejekontrakt for lejemålet på førstesalen, en opsigelse af lejemålet eller en flytteopgørelse. Skatteyderen afgav under sagen skiftende forklaringer om sin bopæl, herunder at lejemålet på førstesalen kun blev lejet i 1,5 - 2 måneder. Under omstændighederne havde skatteyderen ikke godtgjort, at han ikke havde rådighed over lejemålet på førstesalen på adressen i den periode, cpr-registreringen viste. Skatteyderen havde ligeledes under kontrolbesøget på restauranten forklaret, at han fik alt mad i restauranten. Forklaringerne omkring restaurantens åbningstider, åbningsdage og skatteyderens egen tilstedeværelse i restauranten var svævende, og der blev ikke fremlagt arbejdstidsopgørelse eller timesedler, der kunne understøtte skatteyderens forklaring. Der var herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens og Skatteankenævnets skøn, hvorefter skatteyderen havde fået stillet to måltider til rådighed.

Spørger udviklede projekter inden for bl.a. vindenergi. Spørger stod både for udvikling, opførelse og drift af de vedvarende energiparker, der blev drevet igennem transparente enheder som fx danske kommanditselskaber. Hovedparten af kommanditselskaberne m.v. var administreret af et datterselskab til Spørger. Datterselskabet administrerede også eksterne kommanditselskaber. Ejerandelen i de enkelte kommanditselskaber lå imellem 50 og 100 pct. Der var alene i få tilfælde sammenfald i ejerkredsen vedrørende de ikke helejede kommanditselskaber. Aktiviteten i kommanditselskaberne - såvel de helejede som de delvist ejede - varierede. Nogle ejede et udenlandsk koncernselskab, andre ejede tyske vindmøller og andre igen ejede danske vindmøller eller infrastruktur. Kommanditselskaberne havde særskilt regnskabsføring og særskilt driftsmiddelsaldo. Med undtagelse af kommanditselskaber, som ejede et udenlandsk kapitalselskab, havde alle kommanditselskaberne m.v. egen bankkonto.

Skatterådet bekræftede, at de enkelte kommanditselskaber m.v. kunne anses som selvstændige erhvervsvirksomheder i relation til afskrivningsloven. Rådet henså bl.a. til, at der var mulighed for en væsentlig og aktiv indflydelse på kommanditselskabernes drift, og at der således ikke var tale om passiv kapitalanbringelse. Der blev endvidere henset til, at der var særskilt regnskabsføring og saldoafskrivning, ligesom hvert kommanditselskab m.v. som udgangspunkt havde egen bankkonto.

Skatterådet bekræftede endvidere, at der i forbindelse med salg af driftsmidler i et kommanditselskab ikke ville være tale om virksomhedsophør efter afskrivningslovens § 9, såfremt aktiviteten fortsatte.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at salgssummen i forbindelse med afståelse af 50 pct. af anparterne i et kommanditselskab kunne fragå i driftsmiddelsaldoen for kommanditselskabet efter afskrivningslovens §§ 5 og 8, herunder § 5 C. Det var Skatterådets opfattelse, at salget skulle anses for delafståelse efter afskrivningslovens § 9. Rådet henviste til administrativ praksis som bekræftet ved SKM2007.56.HR.

Retten fandt, at det ikke var godtgjort, at et selskabs betaling i henhold til en kautionsforpligtelse var erhvervsmæssig, da den relaterede sig til den ene (af to) hovedanpartshavers gældsforpligtelser. Det ændrede ikke herved, at der var fremlagt en revisorerklæring herom. Selskabets betaling i henhold til kautionsforpligtelsen udgjorde dermed maskeret udlodning. 

Retten udtalte, at den maskerede udlodning skulle beskattes i forhold til anpartshavernes ejerskab over selskabet. Da beløbet var anvendt til indfrielse af den ene hovedanpartshavers gæld, og da hovedanpartshaverne var samlevende, fandt retten videre, at der forelå en gavedisposition fra den ene hovedanpartshaver til den anden. 

Endvidere fandt retten, at skattemyndighederne kunne foretage ekstraordinær genoptagelse af skatteydernes ansættelser.

På den baggrund blev Skatteministeriet frifundet.

Anmodningen drejede sig om, hvorvidt Spørgers salg af vin til en handelsplatform, der var registreret som oplagshaver her i landet, kunne ske afgiftsfrit, når handelsplatformen solgte varerne til en privatperson i et andet EU-land, men transporten skete direkte fra Spørger til slutkunden.

Derudover omhandlede anmodningen, hvorvidt Spørger kunne få godtgørelse for punktafgiften, når handelsplatformen kunne dokumentere, at varen var leveret til udlandet.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers salg til handelsplatformen kunne ske uden afgift, når varen ikke blev leveret til handelsplatformens afgiftsoplag, men derimod direkte til slutkunden i et andet EU-land.

Skatterådet kunne endvidere ikke bekræfte, at Spørger kunne opnå afgiftsgodtgørelse for vinafgiften, når handelsplatformen kunne dokumentere, at varen var leveret til udlandet. Videre kunne Skatterådet ikke bekræfte, at det havde betydning for besvarelsen, at handelsplatformen var registreret for afregning af moms og punktafgifter i destinationslandet, og at handelsplatformen påtog sig det fulde afgiftsansvar i destinationslandet for det konkrete salg.

Spørgsmål 2 vedrørende anvendelse af EMCS blev afvist.

Retten (tre dommere) fandt, at en spiludbyder ikke ved opgørelsen af den afgiftspligtige bruttospilleindtægt fra online kasinospil og væddemål henholdsvis kommissionen fra online poker, jf. spilafgiftslovens §§ 6 og 11, kunne fratrække udgifter til bonusordninger og fordelsprogrammer. Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Sagen angik, om et fartøj skulle anses for et lysfartøj som omhandlet i momslovens § 34, stk. 1, nr. 7 og 8, med den virkning, at fritagelserne i de nævnte bestemmelser ikke fandt anvendelse. 

Byretten fastslog under henvisning til SKM2010.61.VLR, at det afgørende for afgrænsningen af, om et fartøj må anses for at være et "skib" eller et "lystfartøj" i momslovens forstand, beror på, om fartøjet efter sin konstruktion, indretning og fremtoning fremstår som bestemt til fritids- og lystformål. Efter en samlet vurdering af oplysningerne om fartøjet fandt retten, at fartøjet måtte anses for omfattet af begrebet lystfartøj i momslovens § 34, stk. 1, nr. 7 og 8, hvorfor udlejningen af fartøjet og køb af udstyr hertil ikke var omfattet af momsfritagelserne. Det ændrede ikke herpå, at det ene af de to sagsøgende selskaber havde udlejet fartøjet til det andet sagsøgende (søster-)selskab, som havde udlejet fartøjet erhvervsmæssigt.

Sagen omhandlede en forhøjelse af skatteyderens polske og schweiziske indtægter i indkomstårene 2012-2016. Det var i den forbindelse omtvistet, om skatteyderen var hjemmehørende i Danmark eller Tyskland. Det var endvidere et spørgsmål, om skattemyndighederne med rette havde forhøjet disse indtægter ekstraordinært. 

Sagen omhandlede endvidere en række øvrige spørgsmål vedrørende indkomstårene 2016-2018, herunder hvorvidt skatteyderen i 2016 var skattepligtig af en række indsætninger fra Tyskland, om skatteyderen i 2016-2018 havde fradragsret for aktietab fra depoter i udlandet, samt om beskatningsretten til skatteyderens lønindkomst fra Tyskland i 2017-2018 skulle fordeles mellem Danmark og Tyskland. 

Retten fandt, at Skattestyrelsen for indkomstårene 2012-2015 havde udstedt en begunstigende forvaltningsakt, der ikke var grundlag for at tilsidesætte. Retten lagde vægt på, at Skattestyrelsen under sagsbehandlingen havde meddelt skatteyderen, at årene 2012-2015 var henlagt.

Retten fandt endvidere, at Skattestyrelsen for indkomstårene 2016-2018 havde udstedt en begunstigende forvaltningsakt under retssagen, idet Skattestyrelsens straffesagsenhed havde meddelt skatteyderen, at der ikke var grundlag for at rejse en straffesag vedrørende forholdene i disse indkomstår. 

Skatteyderen fik på den baggrund medhold i sine påstande. 

Spørger var statsborger i et andet EU-land og havde de seneste år boet i Danmark med sin ægtefælle. Spørger arbejdede som model og rejste til Frankrig i forbindelse med opgaver som model for franske modelbureauer og franske værtindebureauer. Spørger ejede en lejlighed i Paris, som var hendes bolig, før hun flyttede til Danmark. Spørger afholdt selv udgifter til kost og logi i Frankrig i forbindelse med rejserne som model. Når hun arbejdede i Paris, overnattede hun i sin egen lejlighed.

Efter flytningen til Danmark havde Spørger betalt fem bidrag til fransk social sikring, herunder "Vieillesse sur plafond", "Vieillesse sur total", "Retraite comp. Non cadre T1" og "CEG T1-Contrib. Equi. Général", der finansierede den offentlige sociale pension i Frankrig, samt "Maladie sur total Et", der var et bidrag til fransk sygesikring.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at de fem bidrag til fransk social sikring var omfattet af artikel 2 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Frankrig. Bidragene finansierede bestemte sociale ordninger med tilknyttede rettigheder og kunne derfor ikke betragtes som indkomstskatter, der kunne indgå ved lempelse af dobbeltbeskatning efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Skatterådet bekræftede, at Spørger kunne fratrække de dokumenterede, faktiske merudgifter til kost og logi efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (driftsomkostninger), i forbindelse med rejserne til Frankrig som model for de franske modelbureauer og de franske værtindebureauer. Skatterådet henså i den forbindelse til, at Spørger skulle anses for honorarmodtager, idet arbejdet var udført uden for et egentligt tjenesteforhold og ikke havde karakter af selvstændig erhvervsvirksomhed.

Fradraget ved overnatning i Spørgers egen lejlighed ville omfatte de konkrete merudgifter, der opstod som følge af overnatning i lejligheden i forbindelse med Spørgers arbejde i Paris som model, fx ekstra elforbrug, ekstra varme, ekstra gas, men ikke faste udgifter til lejligheden, som Spørger havde under alle omstændigheder, da det ikke kunne ses som en merudgift, fx ejerforeningskontingent. Spørger kunne som fuldt skattepligtig dog fratrække renteudgifter efter de sædvanlige regler herom.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger ikke kunne foretage rejsefradrag med standardsatserne for kost og logi efter ligningslovens § 9 A, da honorarmodtagere ikke er omfattet af denne regel.

Toldtariffen anvendes ved ind- og udførsel af varer og er grundlag for såvel toldbehandlingen som indsamlingen af oplysninger til udenrigshandelsstatistikken, herunder Intrastat.

To hovedaktionærer, der ikke var i familie, ønskede at gennemføre et delvist generationsskifte af hver deres respektive holdingselskaber til hver deres respektive børn. Forinden ønskede spørgerne via spaltninger at udskille visse af koncernens ejendomme til en særskilt gren. Når spaltningerne var gennemført, ønskede spørgerne at gennemføre en vedtægtsændring vedrørende stemmerettighederne i det koncernselskab, der ejede 100 pct. af de ejendomsselskaber, der skulle indgå i det påtænkte generationsskifte. Endvidere ønskede spørgerne at gennemføre en overdragelse af kapitalandelene i det pågældende koncernselskab på lidt over 1 pct. mellem deres respektive holdingselskaber.

I spørgsmål 1 ønskedes det afklaret, om vedtægtsændringen indebar en beskatning af spørgerne. Den påtænkte vedtægtsændring angik alene kapitalandelenes stemmeret og medførte hverken opgivelse eller flytning af den bestemmende indflydelse i selskabet. På denne baggrund fandt Skatterådet, at den anførte vedtægtsændring ikke ville indebære, at kapitalandelene i det pågældende  koncernselskab skattemæssigt skulle betragtes som realiseret. Dette uanset, at der efter vedtægtsændringen tillige skete overdragelse af lidt over 1 pct. af kapitalandelene i det pågældende koncernselskab. Skatterådet bekræftede således, at vedtægtsændringen ikke indebar en beskatning af spørgerne.

I spørgsmål 2 ønskedes det afklaret, om overdragelsen af lidt over 1 pct. af kapitalandelene i det pågældende koncernselskab udløste beskatning. Det blev lagt til grund som anført af spørgerne, at overdragelsen skete til handelsværdi. Eftersom der var tale om overdragelse af datterselskabsaktier bekræftede Skatterådet, at overdragelsen ikke udløste beskatning.

I spørgsmål 3 blev det lagt til grund, at spaltningerne, vedtægtsændringen og overdragelsen af lidt over 1 pct. af kapitalandelene var gennemført. Herefter ejede den ene hovedaktionær indirekte mere end 50 procent af stemmerne i det koncernselskab, der ejede 100 pct. af de ejendomsselskaber, der skulle indgå i det påtænkte generationsskifte. Og den anden hovedaktionær ejede mere end 50 pct. af kapitalandelene i det pågældende koncernselskab.

I spørgsmål 3 ønskedes det afklaret, om begge hovedaktionærer via deres respektive holdingselskaber samtidigt kunne opfylde betingelserne om aktiv udlejning af fast ejendom ved en overdragelse af kapitalandelen i hver deres respektive holdingselskaber til hver deres respektive børn.

Skatterådet fandt, at betingelsen om, at overdrageren enten skulle have en direkte eller indirekte ejerandel på mere end 50 procent af den faste ejendom eller råde over mere end 50 procent af stemmerne i den virksomhed, der ejede den faste ejendom, var opfyldt for begge hovedaktionærerne.

Skatterådet fandt, at betingelsen om, at driften af udlejningsvirksomheden vedrørende den faste ejendom ikke måtte være varetaget af en uafhængig fysisk eller juridisk person, der sædvanligvis indgik aftalerne eller sædvanligvis spillede den afgørende rolle ved indgåelsen af aftalerne, tillige var opfyldt, idet administrationen af ejendomsdriften fuldt ud blev foretaget af et andet selskab i koncernen, der havde samme ejerkreds som det koncernselskab, der ejede 100 pct. de ejendomme, der skulle indgå i det påtænkte generationsskifte.

Det fremgik bl.a. af reglerne om aktiv udlejning, at aktiv udlejningsvirksomhed kun forelå, hvis ejendommen havde været ejet i mindst 1 år før overdragelsen og i hele denne periode havde været aktivt udlejet.

Skatterådet fandt, at denne betingelse på nuværende tidspunkt var opfyldt for den ene hovedaktionær, der i mindst 1 år indirekte havde ejet mere end 50 pct. af både stemmerne og kapitalandele i det koncernselskab, der ejede 100 pct. af de ejendomme, der skulle indgå i det påtænkte generationsskifte. Efter vedtægtsændringen og overdragelsen af lidt over 1 pct. af kapitalen i det pågældende koncernselskab ejede den pågældende hovedaktionær fortsat mere end 50 pct. af stemmerne i det pågældende koncernselskab.

Skatterådet fandt, at den anden hovedaktionær først på tidspunktet for gennemførelsen af overdragelsen af lidt over 1 pct. af kapitalandelene i det koncernselskab, der ejede 100 pct. de ejendomme, der skulle indgå i det påtænkte generationsskifte, opfyldte betingelsen om, at overdrageren enten besad en direkte og indirekte ejerandel af den faste ejendom på mere end 50 pct. eller rådede over mere end 50 pct. af stemmerne i den virksomhed, der ejede den faste ejendom.

Skatterådet besvarede derfor spørgsmål 3 med "Ja, se dog indstilling og begrundelse", idet det blev forudsat, at overdragelsen af den anden hovedaktionærs kapitalandele i vedkommendes holdingselskab tidligst fandt sted 1 år efter, at holdingselskabet ejede mere end 50 pct. af kapitalandelene i det pågældende koncernselskab, samt at den aktive udlejning var fortsat i denne periode.

Skatterådet bekræftede, at udbetaling af en overskudsandel fra en lønsikring, der eksklusivt var udbudt til a-kassens medlemmer af et privat forsikringsselskab, ikke var skattepligtig for Spørger.

Overskudsandelen kunne ikke anses for at være en skattefri leverance til medlemmerne, da Spørger ikke ydede en aktiv salgsindsats eller i øvrigt en speciel indsats rettet mod sine medlemmer i forbindelse med formidlingen af lønsikringer.

Overskudsandelen var betinget og blev beregnet på baggrund af forsikringsselskabets nettotabs-procent på ordningen. Da Spørger ikke bar en driftsrisiko i forbindelse med aftalen med forsikringsselskabet, var der ikke tale om en "egentlig overskudsandel" i skattemæssig forstand. Skatterådet fandt derfor ikke, at den beskrevne overskudsandel kunne anses for at være indtægt ved erhvervsmæssig virksomhed efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, jf. stk. 4.

En offentlig myndighed ønsker at erhvervet et areal i C Kommune med henblik på at opføre en bebyggelse med tilhørende anlæg. I den forbindelse har den offentlige myndighed indgået en betinget købsaftale med Spørger, der er et dødsbo, med henblik på at erhverve en del af dødsboets ejendom til dette formål. Der er tale om en landbrugsejendom på xx m², der udgøres af to jordstykker, der ligger adskilt fra hinanden.

Skatterådet bekræftede, at den aftalte afståelsessum på x mio. kr. ved det påtænkte salg kan anses for omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens regler om skattefrihed for ekspropriation, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt., uanset at der indgås en frivillig aftale om salg. Dette gælder også for arealer, som Spørgerne kan forlange medeksproprieret (ekstension).

Skatterådet lagde dels vægt på, at der på tidspunkter for indgåelse af aftalen om overdragelse af ejendommen er hjemmel i lovgivningen til at ekspropriere ejendommen til det påtænkte formål, dels at der - når de suspensive betingelser i købsaftalen, herunder vedtagelse af endelig lokalplan, er opfyldt - må anses at foreligge ekspropriationsrealitet og ekspropriationsvilje. Det måtte således anses for tilstrækkeligt sikkert, at den offentlige myndighed vil ekspropriere ejendommen, hvis ikke der indgås en frivillig aftale om overdragelse af ejendommen.

Skatterådet bekræftede endvidere, at restejendommen efter frasalget og udstykningen kan sælges skattefrit så vidt angår værdien, der henføres til stuehuset. Som begrundelse anfører Skatterådet, at dødsboet træder i afdødes sted med hensyn til adgangen til efter ejendomsavancebeskatningslovens § 9 at sælge stuehuset skattefrit. Det forudsættes, at dødsboet opfylder betingelserne for skattefrihed efter ejendomsavancebeskatningslovens § 9.

Spørger er en forening, som har til formål at udvikle og fremme kendskabet til og interessen for skakspillet. Klubben er åben for alle, uanset alder og beskæftigelse. Klubben er medlem af Dansk Skak Union.

Skatterådet kan bekræfte, at kontingenter og turneringsindskud, som betales efter den 1. januar 2027 af medlemmer af Spørger, skal anses som en momsfritagne efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 6. Rådet tillagde det herved vægt, at skakspillet må anses for i særlig grad at besidde samme karakteristika og betydning for den danske kulturelle arv, som det er tilfældet i relation til udøvelsen af bridgespillet, som Skatterådet i SKM2026.728.SR har anset for at være en del af den danske kulturelle arv.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af værdien af pensionsordninger mv. (pensionsrettigheder) til brug for opgørelse af fradrag i efterløn og fleksydelse samt til brug for nedsættelse af tidlig pension.

Vejledningen gælder for pengeinstitutter, livsforsikringsselskaber og pensionskasser mv. og offentlige myndigheder, der forvalter pensionsordninger. Vejledningen gælder også for Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Indberetningspligten følger reglerne i lov om arbejdsløshedsforsikring, i lov om fleksydelse og i lov om social pension. Indberetning sker efter Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 1205 af 13. december 2012 om indberetning af værdien af pensionsordninger mv. til brug for opgørelse af fradrag i efterløn, delpension og fleksydelse.

Vejledningen handler om obligatorisk indberetning af præmier, bidrag og indskud til pensionsordninger omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit 1 for kalenderåret 2026. 

Vejledningen gælder både for præmier, bidrag og indskud til privattegnede ordninger og til arbejdsgiveradministrerede ordninger.

Vejledningen gælder for forsikringsselskaber, pensionskasser, pensionsfonde mv. samt pengeinstitutter mv., der forvalter pensionsordninger

Indberetningspligten følger reglerne i skatteindberetningsloven og skatteindberetningsbekendtgørelsen.

Vejledningen indeholder også den tekniske del til indberetning af pensionsformuer til Danmarks Nationalbank (pensionsstatistik).

Der er en selvstændig vejledning, Indberetning af diskvalificerende udbetalinger (DISK), der handler om indberetning af pensionsudbetalinger, der diskvalificerer en person fra at indbetale mere end den lave beløbsgrænse på en aldersopsparing, aldersforsikring eller supplerende engangssum uden beregning af afgift. I finder vejledningen på skat.dk/indberetpension, vælg DISK (diskvalificerende udbetalinger).

Der er desuden en selvstændig vejledning, Indberetningsvejledning om Pensiondiverse, der handler om indberetning af afkast og kapitalværdi af pensionsordninger omfattet af PBL § 53 og § 53 A, udbetalinger til arbejdsgiver ved forbehold efter PBL § 17, tilbagebetalinger til arbejdsgiver efter PBL § 22 E og § 22 F, tilbagebetaling til arbejdsgiver af præmier omfattet af PBL § 53 A og præmier, der dækker sundhedsforsikringer mv., tilbagebetalinger af præmier ved ret til præmiefritagelse samt tilbagebetalinger efter PBL § 22 E, der foretages fra årsskiftet og senest den 19. januar i året efter indbetalingen. I finder vejledningen på skat.dk/indberetpension, vælg Pensiondiverse (andre pensionsoplysninger).

Sagen angik, om et selskab havde etableret hjemstedet for dets økonomiske virksomhed i Danmark, og om Skattestyrelsen på denne baggrund havde været berettiget til at genoptage og tilbagekalde godkendelsen af selskabets ansøgning om momsgodtgørelse for indkøb af brændstof i Danmark i 2. kvartal 2023. Landsskatteretten fandt, at vurderingen af, hvorvidt selskabet havde etableret hjemstedet for selskabets økonomiske virksomhed i Danmark, var en selvstændig momsretlig kvalifikation, som skulle foretages efter de retsregler og den praksis, som gælder momsretligt. EU-reglerne i vejtransportforordningerne nr. 1071/2009 og 1072/2009 og Skattestyrelsens styresignal om arbejdsudleje i transporthvervet, offentliggjort som SKM2026.82.SKTST, vedrørte ikke en momsretlig vurdering eller oplysninger om, hvad der momsretligt kunne tillægges vægt ved vurderingen af, om selskabet havde etableret hjemstedet for dets økonomiske virksomhed i Danmark. Disse regler og styresignalet skulle derfor ikke inddrages ved den momsretlige vurdering af, hvorvidt selskabet havde etableret hjemstedet for selskabets økonomiske virksomhed i Danmark. Landsskatteretten fandt herefter, at stedet for selskabets økonomiske aktivitet var i Danmark, og at selskabet derfor skulle anses for at være etableret i Danmark. Selskabet kunne derfor ikke opnå momsgodtgørelse efter momslovens § 45.

Sagen angik endvidere, om den påklagede afgørelse kunne anses for ugyldig som følge af, at Skattestyrelsen i forbindelse med afgørelsen havde begået sagsbehandlingsfejl. Landsskatteretten fandt, at der ikke var grundlag for at anse afgørelsen for ugyldig, selvom Skattestyrelsen bl.a. ikke havde overholdt kravet om udarbejdelse af sagsfremstilling.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger før en omdannelse til aktieselskab var omfattet af den kommunale skattefritagelse i selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 2. Skatterådet bekræftede, at Spørger efter omdannelse til aktieselskab ikke var omfattet af den kommunale skattefritagelse i selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 2

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger før eller efter en omdannelse var skattefritaget efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4. Det skyldtes, at vedtægternes bestemmelser om anvendelsen af de løbende indtægter og af et evt. likvidationsprovenu ikke var i overensstemmelse med selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4.

Skatterådet bekræftede, at Spørger efter en påtænkt vedtægtsændring og omdannelse til aktieselskab ville være skattefritaget efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4, og at overgangen fra skattepligt til skattefrihed var omfattet af selskabsskattelovens § 5, stk. 4, jf. stk. 1

Skatterådet bekræftede, at selve omdannelsen af Spørger til et aktieselskab ikke havde skattemæssige konsekvenser for Spørger, idet omdannelsen kunne gennemføres skattefrit.

Skatterådet bekræftede, at omdannelsen af Spørger til et aktieselskab ikke havde skattemæssige konsekvenser for selskabsdeltagerne, allerede fordi den enkelte kommune var skattefritaget efter selskabsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 2.

Skatterådet bekræftede, at omdannelsen til et aktieselskab momsretligt ikke blev anset som en momsfri virksomhedsoverdragelse, der udløste en forpligtelse til momsregulering i henhold til momslovens § 43, stk. 3, nr. 5.

Retten fandt, at tre bygninger på den skattepligtiges ejendom ikke kunne anses som omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 9, stk. 1, 1. pkt., idet bygningerne ikke kunne rummes indenfor bestemmelsens ordlyd, der omfatter "stuehuset med tilhørende grund og have". Retten fandt videre, at et nyt spørgsmål om, hvorvidt de tre omhandlede bygninger var indskudt som yderligere private aktiver til udligning af en negativ indskudskonto forinden en af skatteyderen gennemført virksomhedsomdannelse havde en så tæt sammenhæng med den afgørelse, der havde givet grundlag for retssagen, at det burde tillades prøvet i forbindelse med sagen, jf. skattestyrelseslovens § 48, stk. 2, 2. pkt. Efter en samlet vurdering fandt retten dog, at den skattepligtige ikke med den nødvendige sikkerhed havde løftet sin bevisbyrde for, at de omhandlede bygninger var overgået til ikke erhvervsmæssig brug med den virkning, at bygningerne kunne anvendes som indskud på den negative indskudskonto i forbindelse med virksomhedsomdannelsen, jf. virksomhedsomdannelseslovens § 2, stk. 1, nr. 5, og virksomhedsskattelovens § 16, stk. 2. Retten lagde herved vægt på, at der måtte kræves et ret sikkert grundlag, hvis en ejendom eller dele heraf, som oprindeligt var erhvervet til erhvervsmæssig brug, skulle kunne overgå til ikke-erhvervsmæssig brug alene som følge af den faktiske brug af ejendommen. Skatteministeriet blev herefter frifundet.