Spørger fremstillede kryddersnaps af vodka eller finsprit indkøbt med afgift. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørgers fremstilling og efterfølgende salg af kryddersnaps ikke var afgiftspligtig.

Skatterådet kunne endvidere ikke bekræfte, at Spørger kunne opnå afgiftsfritagelse eller godtgørelse for spiritusafgiften af den indkøbte vodka eller finsprit.

Sagen angik, om klageren skulle anses for at være selvstændig erhvervsdrivende eller lønmodtager i forhold til det vederlag, som klageren havde modtaget fra H1 i indkomstårene 2020 og 2021. Landsskatteretten bemærkede bl.a., at vurderingen af, hvorvidt klageren skulle betragtes som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende indenfor skattelovgivningens område, skulle foretages efter de kriterier, som var angivet i punkt B.3.1.1 i cirkulære 129 af 4. juli 1994. Klageren havde ifølge kontrakten ikke fastsat nogen arbejdstid. Han var ikke underlagt instruktion, udover arbejdsbeskrivelsen, og han skulle udføre arbejdet fra egne lokaler. Det modtagne vederlag skulle under visse betingelser tilbagebetales til H1. Klageren var hverken omfattet af ferieloven, funktionærloven eller ansættelsesbevisloven, og klageren skulle holde H1 skadesløs for ethvert krav mod dem med hensyn til indkomstskat mv. Det var desuden oplyst, at klageren var ansvarlig for skader udenfor kontrakt. Klageren skulle selv afholde alle udgifter til udførelse af arbejdet bortset fra computer, telefon og scanner, som blev lejet af H1 af sikkerhedsmæssige grunde. Klageren var desuden frit stillet med hensyn til antagelse af medhjælp, og klageren havde ansat en medarbejder, dennes ægtefælle, til at udføre primært sekretæropgaver samt personlig assistent opgaver. De af klageren afholdte udgifter ansås i et vist omfang at adskille sig væsentlig fra lønmodtagerudgifter. Landsskatteretten fandt efter en samlet konkret bedømmelse, at det var mest nærliggende at anse klageren for selvstændig erhvervsdrivende. Den omstændighed, at klageren alene havde haft én hvervgiver, at aftalen mellem klageren og H1 var fortløbende, indtil en af parterne opsagde aftalen, samt at det opnåede vederlag blev udbetalt løbende, kunne efter en samlet bedømmelse ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten gav herefter klageren medhold i, at han skulle anses for selvstændig erhvervsdrivende. Landsskatteretten hjemviste den talmæssige opgørelse af fradrag for udgifter, der kunne henføres til den erhvervsmæssige virksomhed, til Skattestyrelsen.

Sagen angik, om klageren i medfør af skatteforvaltningslovens § 29 var berettiget til omgørelse af en ombytning anparter, som Skattestyrelsen havde truffet afgørelse om ikke var skattefri i medfør af aktieavancebeskatningslovens § 36. Ved en delvis gave overdrog klagerens far den 8. august 2017 99 % af kapitalen i H1 ApS til klageren. Ifølge et samme dag oprettet gældsbrev stillede klageren sikkerhed for farens lån til klageren i form af pant i anparterne i H1 ApS, herunder i stemmeretten. Den 24. oktober 2017 gav faren tilladelse til, at klageren ved aktieombytning kunne overdrage sine anparter i H1 ApS til et nystiftet selskab, ligesom det blev aftalt, at farens pant i anparterne i H1 ApS bortfaldt. Den 26. oktober 2017 stiftede klageren H2 ApS, som blev tegnet ved indskud af klagerens anparter i H1 ApS. Den 29. oktober 2017 pantsatte klageren sine anparter i H2 ApS, herunder stemmeretten, til sin far til sikkerhed for gælden ifølge gældsbrevet af 8. august 2017. Ligeledes den 29. oktober 2017 indgik klageren og faren en stemmeretsaftale, hvorefter faren havde ret til at udøve stemmeretten på klagerens anparter i H2 ApS, hvilket også fremgik af selskabets ejerbog. Landsskatteretten anførte i afgørelsen om, hvorvidt betingelserne for skattefrihed i medfør af aktieavancebeskatningslovens § 36 var opfyldt, at de indgåede aftaler måtte anses som et samlet aftalekompleks, der ikke reelt tilsigtede, at klageren skulle opnå flertallet af stemmerne i det erhvervede selskab (H1 ApS). På tidspunktet for aktieombytningen havde klageren derfor reelt ikke stemmeflertal i H1 ApS, hvorfor betingelserne for skattefri aktieombytning i aktieavancebeskatningslovens § 36, stk. 2, ikke var opfyldt. Klagerens fortjeneste ved afståelsen af anparterne i H1 ApS skulle derfor beskattes. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse. Hvad angik spørgsmålet om, hvorvidt klageren var berettiget til at omgøre ombytningen af anparterne, anførte Landsskatteretten, at det ved klagerens køb af anparterne i H1 ApS stod klart, at klageren købte anparterne uden den stemmeret, der var knyttet til anparterne, fulgte med anparterne. Med henvisning til at betingelsen i aktieavancebeskatningsloven § 36, stk. 2, om stemmeflertal således var søgt omgået, fandt Landsskatteretten, at klagerens ombytning af anparterne i overvejende grad var båret af hensynet til at udskyde skatter, jf. skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 1. Allerede af den grund stadfæstede Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse. (Dissens). (Afgørelsen er indbragt for domstolene).

Sagen angik, om klageren var berettiget til skattefri ombytning af anparter efter aktieavancebeskatningslovens § 36, nærmere om betingelsen i bestemmelsens stk. 2 om, at der ved ombytning forstås "den transaktion, hvorved et selskab erhverver en andel i et andet selskabs aktiekapital med den virkning, at det opnår flertallet af stemmerne i dette selskab". Ved en delvis gave overdrog klagerens far den 8. august 2017 99 % af kapitalen i H1 ApS til klageren. Ifølge et samme dag oprettet gældsbrev stillede klageren sikkerhed for farens lån til klageren i form af pant i anparterne i H1 ApS, herunder i stemmeretten. Den 24. oktober 2017 gav faren tilladelse til, at klageren ved aktieombytning kunne overdrage sine anparter i H1 ApS til et nystiftet selskab, ligesom det blev aftalt, at farens pant i anparterne i H1 ApS bortfaldt. Den 26. oktober 2017 stiftede klageren H2 ApS, som blev tegnet ved indskud af klagerens anparter i H1 ApS. Den 29. oktober 2017 pantsatte klageren sine anparter i H2 ApS, herunder stemmeretten, til sin far til sikkerhed for gælden ifølge gældsbrevet af 8. august 2017. Ligeledes den 29. oktober 2017 indgik klageren og faren en stemmeretsaftale, hvorefter faren havde ret til at udøve stemmeretten på klagerens anparter i H2 ApS, hvilket også fremgik af selskabets ejerbog. Landsskatteretten anførte, at de indgåede aftaler måtte anses som et samlet aftalekompleks, der ikke reelt tilsigtede, at klageren skulle opnå flertallet af stemmerne i det erhvervede selskab (H1 ApS). På tidspunktet for aktieombytningen havde klageren derfor reelt ikke stemmeflertal i H1 ApS, hvorfor betingelserne for skattefri aktieombytning i aktieavancebeskatningslovens § 36, stk. 2, ikke var opfyldt. Klagerens fortjeneste ved afståelsen af anparterne i H1 ApS skulle derfor beskattes. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. (Afgørelsen er indbragt for domstolene).

Sagen angik, om klageren var berettiget til ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8. Skattestyrelsen havde truffet afgørelse om, at klageren ikke var berettiget til anvendelse af forskerskatteordningen ved en ansættelse pr. 9. juli 2021. Skattestyrelsen havde begrundet afgørelsen med, at klageren ikke opfyldte kravet i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, om ikke inden for de seneste 10 år forud for ansættelsen at have været fuldt skattepligtig til Danmark. Efterfølgende afslog Skattestyrelsen klagerens anmodning om ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 2011 - 2015 med henblik på ændring af klagerens registrering som fuldt skattepligtig, idet Skattestyrelsen var enig i, at klagerens fulde skattepligt til Danmark var ophørt ved udgangen af 2010. Landsskatteretten fandt, at klagerens fortsatte registrering som fuldt skattepligtig til Danmark beroede på en myndighedsfejl, der ikke kunne bebrejdes klageren. Der forelå derfor sådanne "særlige omstændigheder", at betingelsen for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, var opfyldt. Efter en konkret vurdering og med henvisning til Landsskatterettens afgørelse af 7. februar 2023, offentliggjort som SKM2023.267.LSR, fandt Landsskatteretten, at klagerens anmodning om genoptagelse kunne behandles i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. punktum, selvom anmodningen var modtaget af Skattestyrelsen efter udløbet af fristen på seks måneder i bestemmelsens 1. punktum. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse.  

Sagen angik, om H1 ApS var berettiget til at afgiftsberigtige 22 leasingkøretøjer på forholdsmæssig registreringsafgift, jf. registreringsafgiftslovens § 3 b. For så vidt angik 15 køretøjer, havde selskabet, på trods af anmodning herom, ikke fremlagt dokumentation for ejerskabet af de enkelte køretøjer. Landsskatteretten fandt på baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger i øvrigt, at selskabet ikke var den retsmæssige ejer af køretøjerne. Det blev i vurderingen tillagt vægt, at køretøjerne med overvejende sandsynlighed var klonet, og i nogle tilfælde var meldt stjålet eller efterlyst. For så vidt angik de øvrige 7 køretøjer, havde selskabet fremlagt købsfakturaer for køretøjerne ved Byret1, hvor retten traf kendelse om, at køretøjerne skulle vindiceres. Landsskatteretten fandt således, at selskabet aldrig havde været den retsmæssige ejer af køretøjerne, idet en senere erhverver af køretøjerne ikke kunne opnå en bedre ret end overdrageren. Landsskatteretten fandt herefter, at selskabet ikke var berettiget til at afgiftsberigtige de 22 køretøjer på forholdsmæssig registreringsafgift, idet selskabet aldrig havde været den retmæssige ejer af køretøjerne. Landsskatteretten stadfæstede herefter Motorstyrelsens afgørelse.

Skattestyrelsen havde truffet afgørelse om ikke at imødekomme selskabets anmodning om registrering for moms, A-skat og AM-bidrag, idet der groft uagtsomt var afgivet urigtige oplysninger om, hvem der deltog i ledelsen af selskabet, jf. opkrævningslovens § 19 b, stk. 1, nr. 2. Efter en samlet konkret vurdering var Landsskatteretten enig heri. Landsskatteretten anførte, at det ikke fremgik af bestemmelsens ordlyd eller forarbejder, at det var en betingelse at stille krav om sikkerhed efter reglerne i opkrævningslovens § 11 forud for anvendelsen af reglerne om nægtelse af registrering. Det var således ikke i strid med proportionalitetsprincippet, at Skattestyrelsen ikke havde krævet sikkerhedsstillelse før nægtelse af registrering. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om sagsøgeren med rette var nægtet registrering for moms, A-skat og arbejdsmarkedsbi­drag. Retten fandt, at der ikke efter det foreliggende grundlag var grundlag for at tilsidesætte Skattean­kestyrelsens afgørelse om nægtelse af registrering af virksomheden for moms, A-skat og arbejdsmarkeds­bidrag. Retten lagde herved vægt på, at sagsøgeren ikke havde fremlagt dokumentation eller oplysninger i øvrigt, der godtgjorde, at betingelserne for registrering var opfyldt. Idet sagsøgerens indsigelser om formalitetsmangler ikke kunne føre til et andet resultat, blev Skatteministeriet frifundet.

Retten frifandt herefter Skatteministeriet.

Spørger havde i 2025 overdraget sin ideelle ejerandel på 21 procent i H I/S til sin bror, med skattemæssig succession efter kildeskattelovens § 33 C i avance og genvundne afskrivninger på interessentskabets udlejningsejendom. De øvrige ejerandele var på overdragelsestidspunktet ejet af Spørgers to søskende.

Spørger havde erhvervet de 6 procent af ejerandelene i 2020 med succession i næringsstatus for ejendommen. De øvrige 15 procent havde Spørger erhvervet i 1998 uden for næring.

Næringsejendomsvirksomhed

Spørgers overdragelse af de 6 procent ejerandele udgjorde hele Spørgers næringsejendomsvirksomhed.

Skatterådet bekræftede, at Spørger kunne overdrage de 6 procent ejerandele til sin bror med skattemæssig succession i fortjeneste vedrørende næringsejendommen.

Udlejningsvirksomhed

Fortjeneste ved afståelse af de 15 procent ejerandele var omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven, idet der ikke forelå næring. Da ejendommen samtidig var udlejet, kunne den kun overdrages med succession, såfremt der var tale om aktiv udlejningsvirksomhed efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7.

De tre søskende havde truffet alle de centrale beslutninger i ejendomsvirksomheden, herunder

• at finde nye lejere, samt at forhandle og indgå lejekontrakter
• beslutninger i relation til ombygningsarbejder,
• beslutninger i relation til vedligeholdelse
• beslutninger vedrørende finansiering

Det var samtidigt oplyst, at ejendommens eksterne administrator ikke havde deltaget i disse beslutninger, men alene havde varetaget administrative opgaver. Administrationsselskabet havde dog udfærdiget enkelte lejekontrakter, men efter udførlig instruks fra ejerne. Administrationsselskabet havde endvidere indgået lejeaftaler vedrørende P-pladser, hvor der forelå standardkontrakter, men administrationsselskabet havde ikke truffet nogen selvstændige beslutninger i den forbindelse.

På den baggrund var det Skatterådets vurdering, at der var tale om aktiv udlejning, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7.

Spørger havde sammen med sine to søskende ejet hele ejendommen siden 2020. Betingelsen for succession, om at ejendommen havde været ejet i mindst 1 år før overdragelsen, og i hele denne periode havde været aktivt udlejet, var dermed også opfyldt.

På den baggrund bekræftede Skatterådet, at Spørger kunne overdrage sin ideelle ejerandel på 15 procent til sin bror, med skattemæssig succession i fortjeneste vedrørende udlejningsejendommen.

Sammenfattende bekræftede Skatterådet, at Spørger kunne overdrage sin ideelle andel på 21 procent af Hd I/S til sin bror, med skattemæssig succession i fortjeneste vedrørende den nævnte ejendom, jf. kildeskattelovens § 33 C.

Spørger havde i 2025 overdraget sin ideelle ejerandel på 25 procent i H I/S til sin bror, med skattemæssig succession efter kildeskattelovens § 33 C i avance og genvundne afskrivninger på interessentskabets udlejningsejendom.

Spørger havde erhvervet ejerandelen på 25 procent i 2020 med succession i næringsstatus for ejendommen. Spørger ejede endvidere 64% af H2 I/S, hvoraf de 24% var erhvervet med succession i næringsstatus for ejendommen i interessentskabet.

I den situation var det en forudsætning for succession, at den overdragne andel af Spørgers næringsejendomsvirksomhed (25% af H I/S), i sig selv udgjorde en selvstændig næringsejendomsvirksomhed.

Efter en konkret vurdering var det Skatterådets opfattelse, at Spørgers 25%-andel af H I/S i sig selv udgør en selvstændig næringsejendomsvirksomhed. Ved vurderingen var der lagt vægt på, at de to interessentskaber hver især ejede og drev en større udlejningsejendom beliggende to forskellige steder. Interessentskaberne havde adskilt økonomi og selvstændige regnskaber m.v. Der var endvidere lagt vægt på, at interessentskaberne ikke havde samme ejerforhold, om end der var vist sammenfald.

På den baggrund bekræftede Skatterådet, at Spørger kunne overdrage sin ideelle andel på 25 procent af H I/S til sin bror, med skattemæssige succession i fortjeneste vedrørende næringsejendommen, jf. kildeskattelovens § 33 C.

Spørger havde i 2025 overdraget sin ideelle ejerandel på 15 procent i H I/S til sin bror, med skattemæssig succession efter kildeskattelovens § 33 C i avance og genvundne afskrivninger på interessentskabets udlejningsejendom. De øvrige ejerandele var på overdragelsestidspunktet ejet af Spørgers to søskende.

Spørger havde erhvervet ejerandelen på 15 procent i 1998, uden for næring, idet Spørger ikke havde drevet næringsvirksomhed med fast ejendom.

Fortjeneste ved afståelse af ejendommen var omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven, idet der ikke forelå næring. Da ejendommen samtidig var udlejet, kunne den kun overdrages med succession, såfremt der var tale om aktiv udlejningsvirksomhed efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7.

De tre søskende havde truffet alle de centrale beslutninger i ejendomsvirksomheden, herunder

• at finde nye lejere, samt at forhandle og indgå lejekontrakter
• beslutninger i relation til ombygningsarbejder,
• beslutninger i relation til vedligeholdelse
• beslutninger vedrørende finansiering

Det var samtidigt oplyst, at ejendommens eksterne administrator ikke havde deltaget i disse beslutninger, men alene havde varetaget administrative opgaver. Administrationsselskabet havde dog udfærdiget enkelte lejekontrakter, men efter udførlig instruks fra ejerne. Administrationsselskabet havde endvidere indgået lejeaftaler vedrørende P-pladser, hvor der forelå standardkontrakter, men administrationsselskabet havde ikke truffet nogen selvstændige beslutninger i den forbindelse.

På den baggrund var det Skatterådets vurdering, at der var tale om aktiv udlejning, jf. aktieavancebeskatningslovens § 34, stk. 7.

Spørger havde sammen med sine to søskende ejet hele ejendommen siden 2020. Betingelsen for succession, om at ejendommen havde været ejet i mindst 1 år før overdragelsen, og i hele denne periode havde været aktivt udlejet, var dermed også opfyldt.

På den baggrund bekræftede Skatterådet, at Spørger kunne overdrage sin ideelle andel på 15 procent af H I/S til sin bror, med skattemæssig succession i fortjenester vedrørende den nævnte ejendom, jf. kildeskattelovens § 33 C.

Spørger ønskede at få bekræftet, at arbejdsløn, der vedrørte service, reparation og vedligeholdelse af et fast installeret blødgøringsanlæg i private boliger, var omfattet af fradraget for serviceydelser eller grøn istandsættelse (grønt håndværkerfradrag) efter ligningslovens § 8 V.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der var fradragsret for arbejdsløn, der vedrørte service og vedligeholdelse af et fast installeret blødgøringsanlæg i private boliger, da ydelserne ikke kunne anses som almindelig dagligdags rengøring, der var omfattet af "Almindelig rengøring" i bilag 1, pkt. A, til ligningsloven. Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at et blødgøringsanlæg kunne anses for en hård hvidevare, og reparation heraf var derfor ikke omfattet af "Reparation af hårde hvidevarer" i bilag 1, pkt. A, til ligningsloven.

Endvidere kunne Skatterådet ikke bekræfte, at udgifter til arbejdsløn for service, reparation og vedligeholdelse af et fast installeret blødgøringsanlæg, var fradragsberettiget som grøn istandsættelse i hjemmet eller i en fritidsbolig efter ligningslovens § 8 V, da disse ydelser ikke fremgik af bilag 1, pkt. B, til ligningslovens § 8 V om fradrag for udgifter til arbejdsløn til grøn istandsættelse (grønt håndværkerfradrag).

Spørger påtænkte at lave forundersøgelser iht. lov om rørført transport af CO2 § 8 a, samt en efterfølgende etablering af et rør efter § 22. I den forbindelse påtænkte Spørger at udbetale en række erstatninger mv. til de jordejere, hvis ejendomme blev berørt af hhv. forundersøgelserne og etableringen.

Skatterådet bekræftede, som ønsket af Spørger, at erstatninger for midlertidige rådighedsindskrænkninger og afgrødetab var skattepligtige for lodsejerne efter statsskattelovens § 4. Der var nærmere tale om udbetaling af erstatning for afgrødetab, tab af læbælte, tab af hegn, tab af anden beplantning mv. I det omfang, der var tale om erstatninger, der ikke vedrørte driftstab og heller ikke var til dækning af fradragsberettigede udgifter til genplantning, ville erstatningen dog kunne være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 11.

Skatterådet fandt endvidere, at erstatninger vedrørende varige strukturskader ifm. både en forundersøgelse og en etablering af rørledningen måtte anses for afståelsessummer vedrørende fast ejendom omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens regler.

Da betingelserne for skattefrihed efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, var opfyldt ifm. erstatningerne ifm. selve etableringen af rørledningen, bekræftede Skatterådet, at fortjenester ved modtagelse af erstatninger vedrørende varige strukturskader, som nærmere defineret i spørgsmålet, ifm. en etablering af rørledningen, var skattefrie.

Skatterådet kunne derimod ikke bekræfte, at fortjeneste ved modtagelse af erstatninger vedrørende varige strukturskader ifm. forundersøgelserne var skattefrie efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1. Dette skyldes, at bestemmelsen om retten til forundersøgelser i lov om rørført transport af CO2 § 8 a, som erstatningerne knyttede sig til, ikke var en ekspropriationshjemmel. Den gav således ikke adgang til ekspropriation. Betingelserne for skattefrihed var dermed ikke opfyldt.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der kunne ske afgiftsnedsættelse efter tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, 2. pkt. ved tinglysning af en påtegning "udvidelse af pant" på et ejerpantebrev i en andelsbolig, hvor adressen samtidig blev ændret.

Det eksisterende ejerpantebrev blev udvidet til også at omfatte en yderligere andelsbolig. Der var således ikke tale om tinglysning af et nyt pant, men derimod en udvidelse af det eksisterende ejerpantebrev.

Skatterådet lagde vægt på, at afgiftsnedsættelse efter tinglysningsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, 2. pkt. forudsatte, at der blev tinglyst et nyt pant, og at der samtidig forelå et eksisterende pant i den pågældende ejendom, hvorfra afgiften kunne overføres. Da der skete en pantudvidelse, var betingelserne for afgiftsnedsættelse ikke opfyldt. Der skulle derfor betales fast og variabel tinglysningsafgift.

Skatterådet kunne bekræfte, at der ved tinglysning af et nyt virksomhedspant alene skulle betales 1.850 kr. i afgift efter tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 5.

Det nye virksomhedspant skulle erstatte et tidligere virksomhedspant med samme aktivtype og samme hovedstol. Til det tidligere virksomhedspant var tinglyst særlige vilkår som ikke ville blive videreført i det nye virksomhedspant og det nye virksomhedspant ikke ville blive underpantsat ved tinglysningen.

Skatterådet lagde vægt på, at det nye virksomhedspant opfyldte de to betingelser, som i følge forarbejderne og landsskatteretsafgørelsen SKM2019.600.LSR var afgørende for, at der var tale om et tilsvarende virksomhedspant, nemlig at pantet havde samme hovedstol og omfattede samme aktivtyper som det tidligere tinglyste pant. Det var i øvrigt uden betydning for afgiftsberegningen, om pantet blev underpantsat ved tinglysningen.

Spørgerne, der drev en tandlægeklinik, ønskede at foretage en flytning til Grønland. De ville efterfølgende nogle år arbejde som ansatte tandlæger på Grønland, for herefter at gå på pension i Grønland.

Spørgerne ønskede at ansætte en tandlæge, der kunne drive klinikken i mindst 6 måneder for at oparbejde et kendskab til klinikforholdene, for efterfølgende at købe tandlægeklinikken.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørgerne ikke skulle betale exitskat af værdien af tandklinikken ved fraflytningen. Endvidere kunne Skatterådet bekræfte, at avancen ved salget af klinikken var skattepligtigt, hvis salget skete mere end 6 måneder efter de havde fået ansættelse i Grønland, hvorefter de ville være fuldt skattepligtige til Grønland. Slutteligt kunne Skatterådet bekræfte, at udbetaling af pensioner fra Danmark ville blive beskattet i Danmark, uanset om Spørgerne ellers var fuldt skattepligtige til Grønland.

Spørger boede i Sverige, og var fra 2025 fastansat ved en dansk virksomhed.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1, at Spørger ikke blev fuldt skattepligtig til Danmark i 2025 efter kildeskattelovens § 1, da Spørger havde opholdt sig på skiftende hoteller, og opholdet blev afbrudt ugentligt ved hjemrejse til Sverige.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 2, at Spørger i 2026 blev fuldt skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1, når han lejede en bolig tidsubegrænset her og løbende udførte arbejde i Danmark.

Skatterådet fandt dog, at Spørger var skattemæssigt hjemmehørende i Sverige efter artikel 4 i den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst, da han sædvanligvis opholdt sig væsentligt mere i Sverige end i Danmark. Spørgsmål 3 blev derfor besvaret med et "ja".

Endelig bekræftede Skatterådet i spørgsmål 4, at Danmark, efter artikel 1 i grænsegængeraftalen mellem Danmark og Sverige (Øresundsaftalen), havde beskatningsretten til hele lønindkomsten fra den danske virksomhed.