Som forhold 1-2 var T tiltalt for med forsæt til at unddrage det offentlige skat for indkomstårene 2014 og 2015, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for skatteansættelsen, idet hun den 2. september 2015 for 2014 og den 2. maj 2016 for 2015 via TastSelv indberettede et overskud af virksomhed på 119.250 kr. for indkomståret 2014, hvor det rettelig skulle have været ikke under 389.273 kr., samt for indkomståret 2015 indberettede et overskud af virksomhed på 446.472 kr., hvor det rettelig skulle have været ikke under 702.052 kr. T havde herved unddraget 108.348 kr. i skat for indkomståret 2014 og 139.101 kr. i skat for indkomståret 2015.

Som forhold 3 var T tiltalt for med forsæt til at unddrage statskassen afgift for perioden fra den 1. januar 2015 til den 31. marts 2016 som indehaver og fuldt ansvarlig deltager i en virksomhed, at have afgivet urigtige eller vildledende oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet hun angav et momstilsvar på 22.211 kr., selvom momstilsvaret rettelig var 220.555 kr., hvorved statskassen blev unddraget moms for 198.344 kr.

T nægtede sig skyldig, men erkendte de faktiske forhold.

Byretten fandt efter bevisførelsen, herunder T’s forklaring for retten, ikke med den nødvendige grad af sikkerhed til domfældelse i en straffesag, at kunne fastslå, at T havde handlet forsætligt i forbindelse med de omhandlede utilstrækkeligt indberettede beløb. Byretten bemærkede tillige, at sagen - hvis der havde været grundlag for domfældelse - under de i øvrigt foreliggende omstændigheder ville være afgjort med strafbortfald på baggrund af, at forhold 1 var begået for mere end 9 år siden og forhold 2-3 for mere end 8 år siden, og sagen havde ligget stille hos politi- og anklagemyndighed i flere år, selvom T havde erkendt de faktiske forhold, men blot nægtede at have begået disse forsætligt.

T frifandtes herefter.

Byrettens dom blev anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse i overensstemmelse med den i byretten rejste tiltale. Anklagemyndigheden påstod desuden T idømt en bøde på principalt 415.000 kr. (forsæt), subsidiært 200.000 kr. (grov uagtsomhed), der burde halveres som følge af lang sagsbehandlingstid. T påstod stadfæstelse.

Landsretten lagde til grund, at T havde én kunde, som hun fakturerede månedligt. Hun havde i virksomheden kun meget begrænsede udgifter, og indtjeningen hvilede på hendes egen arbejdsindsats. Landsretten fandt under hensyn hertil samt beløbenes størrelse og fordeling, at T måtte have indset, at hendes indberetninger var alt for lave, og at hun havde det nødvendige forsæt i forhold til de skete unddragelser.

Landsretten fandt T skyldig efter anklageskriftet for forsætlig overtrædelse af skattekontrolloven og momsloven, og straffen blev fastsat til en bøde på 200.000 kr. Bøden blev fastsat under hensyn til anklagemyndighedens strafpåstand og den tid, der var medgået til sagens behandling.

Sagen angik, i hvilket omfang en pensionskasse havde fradrag for formueforvaltningsomkostninger efter pensionsbeskatningslovens § 9, stk. 2. Landsskatteretten fandt, at det var den del af omkostningerne, som pensionskassen havde afholdt for at sikre, erhverve og vedligeholde pensionskassens investering af medlemmernes opsparing, der var fradragsberettigede efter pensionsbeskatningsloven. Vurderingen heraf skulle foretages efter en konkret skattemæssig - og ikke regnskabsmæssig - vurdering af hver enkelt omkostning med henblik på at afgøre, om der var tale om 1) fradragsberettigede direkte investeringsomkostninger, 2) ikke fradragsberettigede omkostninger vedrørende administration af pensionsordningerne eller 3) generelle omkostninger, der skulle fordeles skønsmæssigt eller efter en fordelingsnøgle. Landsskatteretten fandt herefter, at det var med rette, at Skattestyrelsen havde nedsat pensionskassens fradrag for formueforvaltningsomkostninger, og Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om sømløse rør skulle anses for at have oprindelse i Indien eller Kina. Landsskatteretten foretog en konkret vurdering af sagens beviser og fandt, at rørene var rør omfattet af HS-position 7304 49, og at rørene var blevet bearbejdet på fabrikker i Indien. På baggrund af EU-Domstolens dom i sagen C-210/22, Stappert Deutschland GmbH, fandt Landsskatteretten desuden, at både rør og hule profiler, der koldbearbejdedes, uanset ordlyden i bilag 22-01 skulle anses for at have oprindelse i bearbejdningslandet, hvis de før bearbejdningen var omfattet af HS-position 7304 49. Landsskatteretten ændrede Toldstyrelsens afgørelse.

T var tiltalt for i perioden fra den 1. januar 2018 til den 30. juni 2018 som indehaver af en virksomhed med forsæt til at unddrage statskassen afgift, at have afgivet urigtige oplysninger eller at have fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen, hvorved det offentlige blev unddraget 45.082 kr. i moms.

Sagen angik T’s efterangivelse af moms den 4. februar 2019, og de angiveligt urigtige eller udeladte oplysninger vedrørende moms for perioden den 1. januar 2018 til den 30. juni 2018 og knytter sig til momsen på salget af to biler, hvor T den 4. februar 2019 alene efterangav købsmomsen. 

T købte igennem sin virksomhed, henholdsvis den 1. februar 2018 og den 4. april 2018 to biler, som han samme datoer og til tilsvarende priser videresolgte til sin daværende kæreste, og både købs- og salgspriserne var tillagt moms. T foretog den 4. februar 2019 en efterangivelse af moms i told- og skatteforvaltningens elektroniske indberetningssystem med virkning for afgiftsperioden fra den 1. januar 2018 til den 30. juni 2018, idet han indberettede købsmoms som følge af de omhandlede biler, men indberettede ikke samtidig salgsmoms i anledning af bilernes videresalg. Der opstod herved et uberettiget momstilsvar i T’s favør, og statskassen ville således være blevet unddraget 45.082 kr. i moms, hvis ikke udbetalingen forinden var blevet standset af told- og skatteforvaltningen.

Byretten lagde til grund, at T gennem virksomheden købte og videresolgte to biler, og at både købesummen og salgsprisen blev tillagt moms. Henset til, at T videresolgte bilerne samme dag, som de blev købt, og efter et vidnes forklaring, fandt byretten, at T forsætligt havde undladt at indberette salgsmomsen, da han indberettede købsmomsen til told- og skatteforvaltningen.

T fandtes herefter skyldig i tiltalen og idømtes en bøde på 45.000 kr.

T ankede dommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse af straffen. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.

Anklageskriftets udformning var genstand for prøvelse ved landsretten, der efter en samlet vurdering og under hensyn til sagens karakter og omfang fandt, at anklageskriftet indeholdt en sådan beskrivelse af det forhold, der var rejst tiltale for, at T havde haft reel mulighed for at vide, hvad tiltalen gik ud på, og således har kunnet tilrettelægge sit forsvar forsvarligt. Landsretten fastslog, at kravene i retsplejelovens § 834, stk. 2, nr. 4, til beskrivelse af det forhold, der var rejst tiltale for, var herefter opfyldt.

Landsretten kendte T skyldig i overensstemmelse med tiltalen, dog således at han fandtes skyldig i at have afgivet de urigtige oplysninger eller at have fortiet oplysningerne til brug for afgiftskontrollen for perioden fra den 1. januar 2018 til den 30. juni 2018 (og ikke "i" den nævnet periode som anført i anklageskriftet), jf. retsplejelovens § 883, stk. 4, 2. pkt., og med disse bemærkninger stadfæstede landsretten byrettens dom.

Sagen angik, om Skattestyrelsen med rette havde undladt at imødekomme et selskabs ansøgning om momsgodtgørelse på 978.594.80 kr. for indkøb af brændstof i Danmark for perioden 1. oktober 2023 - 31. december 2023 under henvisning til, at selskabet havde etableret hjemstedet for den økonomiske virksomhed i Danmark, og dermed var registreringspligtigt i Danmark i henhold til momslovens § 47, stk. 1. Det var bl.a. oplyst, selskabets direktør, Person1, var bosat i Danmark og udførte sine ledelsesfunktioner fra moderselskabets adresse i By Y2 i Danmark, hvor han sad sammen med alle disponenterne. Dette omfattede daglig driftsledelse og planlægning. Direktørens funktioner udgjorde selskabets kerneaktiviteter og kunne derfor ikke anses som hjælperelaterede funktioner. Efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder fandt Landsskatteretten, at selskabet måtte anses for at have et etableringssted for sin økonomiske virksomhed i momsmæssig forstand i Danmark, idet beslutninger vedrørende den daglige drift af selskabet samt selskabets centrale administration og drifts- og ledelsesmæssige beslutninger blev truffet i Danmark. Selskabets tilknytning til Danmark ansås herefter for så tilstrækkelig, at selskabets etableringssted måtte anses for her i landet. Landsskatteretten fandt, at aktiviteten i Tyskland ikke kunne karakteriseres som hjemsted for selskabets økonomiske aktivitet. Der blev lagt vægt på, at de økonomiske beslutninger og aktivitet generelt foregik i Danmark som følge af, at det var Person1, der traf de væsentlige beslutninger vedrørende selskabets drift. Når selskabet havde et etableringssted i Danmark, indebar det, at selskabet var en afgiftspligtig person efter momslovens § 3, og at selskabet blev momspligtigt af sine leverancer her i landet, jf. momslovens § 4, og skulle momsregistreres efter momslovens § 47, stk. 1. Selskabet kunne således ikke anvende reglerne om momsgodtgørelse for ikke-etablerede virksomheder efter momslovens § 45, stk. 1, men skulle i stedet afregne dansk moms efter de almindelige regler for indenlandske virksomheder. Selskabet var ifølge selskabets oplysninger blevet momsregistreret i Danmark i forlængelse af Skattestyrelsens afgørelse. Landsskatteretten stadfæstede således Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om - og i givet fald i hvilket omfang - klageren, der var direktør i et selskab, hæftede for selskabets urigtige momsangivelse. Klageren havde på selskabets vegne angivet et negativt momstilsvar for 2. kvartal 2024 på 356.838 kr. Beløbet udgjorde forskellen mellem salgsmoms på 267.226 kr. og købsmoms på 624.064 kr. Salgsmomsen var korrekt. Købsmomsen vedrørte bl.a. fire fakturaer med købsmoms på i alt 596.750 kr., som ikke var fradragsberettiget. Landsskatteretten fandt, at klageren som direktør ved sin deltagelse i ledelsen af selskabet i hvert fald groft uagtsomt havde bevirket, at selskabet på baggrund af de fire fakturaer med urigtigt indhold havde afgivet urigtige oplysninger ved angivelsen af momstilsvaret for 2. kvartal 2024, jf. opkrævningslovens § 10 d, 1. pkt. Landsskatteretten bemærkede, at hæftelsen omfattede "(…) afgifter (…), der ikke bliver angivet (…) som følge af de urigtige oplysninger" og henviste til momslovens § 56, stk. 1. Efter bestemmelsen blev momstilsvaret opgjort som forskellen mellem den udgående afgift (salgsmoms) og den indgående afgift (købsmoms), som virksomheden efter udløbet af hver afgiftsperiode begge dele skulle angive størrelsen af, jf. momslovens § 57, stk. 1. Herefter og efter en naturlig sproglig forståelse fandt Landsskatteretten, at hæftelsen efter opkrævningslovens § 10 d, 1. pkt., omfattede angivelse af et momstilsvar, der stillede virksomheden bedre, end det fulgte af de materielle momsregler. Uden købsmomsen på i alt 596.750 kr. ifølge de fire fakturaer, som ikke var fradragsberettiget, skulle selskabet for 2. kvartal 2024 have angivet et positivt momstilsvar på 239.912 kr. Selskabet angav imidlertid et negativt momstilsvar på 356.838 kr. Landsskatteretten fandt, at det var forskellen mellem disse to beløb, 596.750 kr., som klageren i henhold til opkrævningslovens § 10 d, 1. pkt., som udgangspunkt hæftede for. Da det negativt angivne momstilsvar på 356.838 kr. imidlertid ikke var blevet udbetalt, skulle hæftelsen nedsættes hermed, således at klagerens hæftelse udgjorde 239.912 kr. Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.

Spørger ønskede at gennemføre et generationsskifte af to udlejningsejendomme ved at overdrage dem til sine børn og børnebørn med skattemæssig succession.

Ejendommene var ejet af boet efter Spørgers afdøde ægtefælle. Ejendommene havde været drevet erhvervsmæssigt af afdøde, som stod for driften og selv indgik aftaler af væsentlig økonomisk betydning for driften. Det var påtænkt at arveudlægge ejendommene til Spørger med skattemæssig succession efter dødsboskattelovens § 36. Herefter ønskede Spørger at overdrage ejendommene til sine børn og børnebørn med skattemæssig succession efter kildeskattelovens § 33 C.

Det er muligt at overdrage med succession til blandt andet børn og børnebørn, når der er tale om overdragelse af en aktiv udlejningsvirksomhed med fast ejendom. For at der er tale om aktiv udlejningsvirksomhed, er det blandt andet en betingelse, at overdrageren har ejet ejendommen i mindst 1 år før overdragelsen.

Det var Skatterådets opfattelse, at Spørger ikke kunne medregne dødsboets eller afdødes ejertid ved opgørelsen af ejertiden i successionsbestemmelsen. Der blev henvist til Skatterådets praksis i SKM2026.232.SR og SKM2026.224.SR. Spørger ville derfor først opfylde betingelsen, når Spørger selv havde ejet ejendommene i mindst 1 år.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at Spørger på tidspunktet kunne overdrage ejendommene til sine børn og børnebørn.

Spørger var en alternativ investeringsfond etableret i Tyskland, der via et dansk kommanditselskab ejede udlejningsejendomme i beliggende i Danmark. Spørger påtænkte selskabsretligt at omdanne et udenlandsk selskab, der var kommanditist i kommanditselskabet, til et dansk anpartsselskab (grænseoverskridende omdannelse), og herefter påtænktes komplementarselskabets forpligtelser overdraget til det danske anpartsselskab (kommanditistselskabet). Spørger var før de påtænkte dispositioner begrænset skattepligtig vedrørende de nævnte faste ejendomme.

Skatterådet bekræftede, at Spørger var et selvstændigt skattesubjekt; at den påtænkte grænseoverskridende omdannelse af kommanditistselskabet til et dansk selskab ikke medførte afståelsesbeskatning, og at komplementarselskabets overdragelse af sine komplementarforpligtelser til kommanditistselskabet, hvorved kommanditselskabet ophørte, ikke havde skattemæssige konsekvenser og konfusionen udløste ikke moms. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at afgiften ved tinglysning af adkomstændringen af fast ejendom fra et kommanditselskab, som var ophørt ved konfusion, til et anpartsselskab med samme ejerkreds, ikke udløste tingslysningsafgift, da der skulle ske betaling af den faste afgift på 1.850 kr., efter tinglysningsafgiftslovens § 7, stk. 3, 2. pkt

Skatterådet bekræftede desuden, at Spørger ikke var begrænset skattepligtig af renter af gæld allokeret til fast ejendom og udbytter fra danske kilder, idet Spørger ansås for retmæssig ejer, og det blev bekræftet, at ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse, idet der ikke var en skattefordel.

Sagen drejede sig om, hvorvidt der var grundlag for at tilsidesætte vurderingsankenævnets grundværdi pr. 1. oktober 2018 af en ejendom, hvorpå der må opføres affaldsdeponi, genbrugsstation, naturgaskompressor og containerplads. Grundværdien var fastsat til (red. …beløb 1 udeladt). Ejen­domsejeren påstod grundværdien nedsat til (red. …beløb 2 udeladt). Der var afholdt syn og skøn i sagen, hvor en skønserklæring havde værdiansat grunden til 0 kr.

Ejendomsejeren gjorde gældende, at skønnet var mangelfuldt og fejlbehæftet bl.a. under henvisning til, at grunden var forurenet, og at skønnet var åbenbart urimeligt, bl.a. med henvisning til skønsmandens værdiansættelse af grunden til 0 kr.

Retten fandt, at ejendomsejeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at skønnet var mangelfuldt eller åbenbart urimeligt. Retten lagde bl.a. vægt på, at vurderingsankenævnet var bekendt med, at grunden som følge af den hidtidige anvendelse som affaldsdeponi var forurenet, og at ejendomsejeren ikke havde godt­gjort, at manglende oplysninger om PFAS-forurening og forlænget efterbehandlingstid gjorde afgørelses-grundlaget forkert eller mangelfuldt eller kunne påvirke værdiansættelsen. Derudover fandt retten, at der ikke var grundlag for at fastslå, at en offentlig myndighed ikke inden for rammerne af "hvile i sig selv"-princippet ville kunne få dækket oprensningsomkostningerne. Ejendomsejeren havde heller ikke godtgjort, at skønnet var åbenbart urimeligt, bl.a. idet det ikke fremgik af skønserklæringen, hvorfor ejendommen ikke skulle have nogen værdi ved salg til andre, der aktivt kunne drive et affaldsdeponi.

Sagerne angik vurderingsmyndighedens skøn over grundværdien for en ejendom pr. 1. oktober 2016, 2018 og 2019. Ejendommen blev brugt til erhverv, men ifølge lokalplanen var ejendommen udlagt til blandet bolig og erhverv. Ejendomsejeren havde erhvervet ejendommen for 3.500.000 kr., der ifølge købs­aftalen var fordelt med 1.361.200 kr. vedrørende grunden og 2.138.800 kr. vedrørende bygningerne. Vur­deringsmyndigheden havde fastsat grundværdien til 4.423.900 kr. for alle tre terminer og ejendomsvær­dien til 3.300.000 kr. for 2016 og til 3.500.000 kr. for 2018 og 2019.

Retten fandt, at vurderingsmyndigheden havde inddraget de relevante forhold, og at ejendomsejeren ikke havde sandsynliggjort, at skønnet hvilede på et fejlagtigt eller mangelfuldt grundlag - hverken ved syn og skøn eller på anden måde.

Den aftalte købesum for grunden kunne ikke i sig selv føre til tilsidesættelse af afgørelserne, idet vurde­ringsmyndigheden ikke er bundet af parternes aftale. Det kunne heller ikke føre til et andet resultat, at ejendommen faktisk blev benyttet til erhverv, og at den økonomisk mest fornuftige anvendelse af grund­arealet - efter ejendomsejerens opfattelse - var at benytte ejendommen til erhverv, da det afgørende for værdiansættelsen er den retlige anvendelsesmulighed og prisniveauet på vurderingstidspunktet.

Retten fandt det ikke godtgjort, at skønnet hvilede på et forkert eller mangelfuldt grundlag, eller at det havde ført til et åbenbart urimeligt resultat. Skatteministeriet blev herefter frifundet.

Sagerne angik vurderingsmyndighedens skøn over to ejendommes grundværdier og omberegnede grundværdier pr. 1. oktober 2019. Hver af de to omtvistede ejendomme var opstået ved udstykning fra deres respektive moderejendom. Ejendomsejeren gjorde gældende, at ejendommene skulle have deres grundværdier og omberegnede grundværdier ansat i overensstemmelse med moderejendommenes vurderinger pr. 1. oktober 2018.

Retten fandt, at ejendomsejeren ikke ved sikkert bevis havde godtgjort, at værdiskønnene var baseret på et mangelfuldt eller forkert grundlag, eller at de lå uden for rammerne af vurderingsmyndighedernes skøn.

For så vidt angår grundværdierne, lagde retten vægt på, at Landsskatteretten havde inddraget 17 referenceejendomme i sit skøn og havde forholdt sig til de af ejendomsejeren fremlagte ejendomme. Retten bemærkede også i den forbindelse, at moderejendommene ikke er direkte sammenlignelige med de omtvistede ejendomme. Endelig fandt retten, at en enkeltstående handelspris, inkl. ejendommens egen, ikke
udgør et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte vurderingsmyndighedernes skøn.

For så vidt angår de omberegnede grundværdier, fandt retten, at der ikke var grundlag for at fastslå, at moderejendommens kvadratmeterpris i basisåret skal anvendes ved omberegningen af grundværdien.

Retten fandt i øvrigt, at ejendomsejeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at den indbragte afgørelse ikke levede op til almindelige forvaltningsretlige principper eller i øvrigt har tilsidesat officialprincippet, begrundelsespligten eller kravet til saglig forvaltning.

Retten frifandt således Skatte- og Vækstministeriet.

Skatterådet kunne ikke bekræfte at Spørgers 10-måneders uddannelsesforløb kunne momsfritages som skoleundervisning, da forløbet alene omfattede et afgrænset emne i form af undervisning vedrørende problemstillinger og øvelser omkring kvindekroppen og derfor ikke opfyldte betingelsen om at vedrøre en bred og varieret mængde af emner.

Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at Spørgers uddannelsesforløb kunne momsfritages som faglig undervisning. Uddannelsesforløbet kunne efter sit indhold anses som faglig undervisning i momslovens forstand. Men da Spørgers efteruddannelse havde form af kursusvirksomhed, der blev drevet med gevinst for øje og primært rettede sig mod virksomheder og institutioner, ville Spørgers faglige undervisning være momspligtigt i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, 3. pkt.

Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at Spørgers 25-timers kursus kunne momsfritages som skoleundervisning, da forløbet alene omfattede et afgrænset emne i form af undervisning i en bestemt teknik og derfor ikke opfyldte betingelsen om at vedrøre en bred og varieret mængde af emner.

Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at Spørgers 25-timers kursus kunne momsfritages som faglig undervisning. Kurset kunne efter sit indhold anses som faglig undervisning i momslovens forstand. Men da Spørgers efteruddannelse havde form af kursusvirksomhed, der blev drevet med gevinst for øje og primært rettede sig mod virksomheder og institutioner, ville Spørgers faglige undervisning være momspligtigt i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 3, 3. pkt.

Skatterådet kunne ikke bekræfte at Spørgers ydelser i form af podcast afsnit kunne momsfritages i henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 7, som en kunstnerisk ydelse.

Spørger skulle være vært for hvert enkelt podcast-afsnit i tæt samarbejde med to andre deltagere. Spørger havde hovedansvaret for programmets forløb, vinkel og spørgeramme. Som led i værtsrollen skulle Spørger levere research, udvikling af og forberedelse til hvert afsnit.

Spørgers ydelser af journalistisk karakter var ikke karakteriseret ved en individuel, selvstændige, skabende indsats, som var sammenlignelig med den intellektuelle præstation som leveres i forbindelse med forfattervirksomhed.  

Spørgers ydelser havde nærmere teknisk karakter.

En offentlig myndighed ønsker at erhvervet et areal i A Kommune med henblik på at opføre en bebyggelse med tilhørende anlæg. I den forbindelse har den offenlige myndighed indgået en betinget købsaftale med Spørger med henblik på at erhverve hans ejendom til dette formål. Der er tale om en landbrugsejendom på xx m².

Skatterådet bekræftede, at den aftalte afståelsessum på x mio. kr. ved det påtænkte salg kan anses for omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens regler om skattefrihed for ekspropriation, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, 2. pkt., uanset at der indgås en frivillig aftale om salg. Dette gælder også for arealer, som Spørgerne kan forlange medeksproprieret (ekstension).

Skatterådet lagde dels vægt på, at der på tidspunkter for indgåelse af aftalen om overdragelse af ejendommen er hjemmel i lovgivningen til at ekspropriere ejendommen til det påtænkte formål, dels at der - når de suspensive betingelser i købsaftalen, herunder vedtagelse af endelig lokalplan, er opfyldt - må anses at foreligge ekspropriationsrealitet og ekspropriationsvilje. Det måtte således anses for tilstrækkeligt sikkert, at den offentlige myndighed ville ekspropriere ejendommen, hvis ikke der indgås en frivillig aftale om overdragelse af ejendommen.