På baggrund af en kontrolleret transaktion mellem sagsøgerne var sagsøgernes skattepligtige indkomst blevet forhøjet med værdien af en option, der gav ret til at erhverve aktier i et moderselskab. Ved skønnet over aktiepostens værdi havde skattemyndighederne opskrevet værdien af en række udlejningsejendomme, der var placeret i hver sit ejendomsselskab i koncernen. Skattemyndighederne havde lagt til grund, at der ikke skulle indregnes udskudt skat af merværdien (efter opskrivning) af udlejningsejendommene, idet hver udlejningsejendom var placeret i sit eget ejendomsselskab, og at den udskudte skat derfor næppe ville blive realiseret.

Skatte- og Vækstministeriet nedlagde påstand om hjemvisning efter syn og skøn, idet ministeriet anerkendte, at udskudt skat skulle indgå i skønnet. Sagsøgerne gjorde heroverfor gældende, at der skulle indregnes udskudt skat i skønnet, og at den udskudte skat skulle indregnes til kurs 100. 

Retten fandt, at den udskudte skat skulle indgå i skønnet med den kurs, som uafhængige parter ville have aftalt. Da den udskudte skat udgjorde et stort beløb, og henset til skønsmandens udtalelser, fandt retten det ikke godtgjort, at den udskudte skat skulle indgå til kurs 100. Sagen blev herefter hjemvist til skattemyndighederne.

Som forhold 1-5 var T tiltalt for skattesvig, ved for indkomstårene 2010-14 med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have undladt inden 4 uger efter oplysningsfristen, at meddele told- og skatteforvaltningen, at hans skattepligtige indkomst var ansat for lavt med henholdsvis 733.756 kr. for indkomståret 2010, 616.981 kr. for indkomståret 2011, 541.841 kr. for indkomståret 2012, 425.135 kr. for indkomståret 2013 samt 430.189 kr. for indkomståret 2014, idet han ikke havde oplyst om udenlandsk lønindkomst. T havde herved unddraget 1.030.170 kr. i alt i skat. T nægtede sig skyldig og forklarede, at han i 2009 havde tegnet en ny kontrakt med sin arbejdsgiver. Han arbejdede med projekter. I forbindelse med et projekt udfyldte han en timeseddel hver uge. Når projektet var færdigt, fik han lønnen afregnet. Han arbejdede typisk 60-80 timer pr. uge og hans timeløn var 350 kr. Alle lønudbetalinger gik direkte fra firmaet til hans bankkonto i Danmark. Han vidste ikke, hvad tekstfelterne på kontoudtogene refererede til. Han holdt øje med, at han fik sin løn udbetalt, og at beløbene passede. Han var enig i afgørelsen af hans indkomst for årene 2010, 2011, 2012, 2013 og 2014. I kontrakten stod der, at han selv skulle henvende sig til skattemyndighederne. T var bosiddende i Danmark i hele perioden fra 2009 til 2015, men han befandt sig i udlandet skønnet 9 måneder om året, hvor han arbejdede. Han havde telefonisk kontaktet told- og skatteforvaltningen. Han havde talt med en kvinde og faxet sin kontrakt til hende. Kvinden meddelte ham, at hun skulle afgøre, om han kunne blive skattefri, som han vidste var en mulighed i det pågældende land. Han havde tidligere i 1996/97 arbejdet i det pågældende udland og fået skattefrihed. Dette var sket efter, at han havde henvist told-og skatteforvaltningen til en af eksperterne i arbejdsgiverens firma.

2-3 måneder efter, at han havde faxet kontrakten i 2009, ringede damen fra told- og skatteforvaltningen vedrørende arbejdsmarkedsbidrag, da myndigheden var i tvivl om, hvorvidt T var berettiget til skattefrihed. Han begyndte at arbejde, og hørte ikke mere fra skattemyndigheden. Han havde ikke set en afgørelse fra skattemyndigheden. Han gik ud fra, at forholdene var i orden. Han havde ikke oplyst den løn, som han tjente i udlandet for 2009 og frem til 2015. Byretten fastslog, at skatten med rette var opkrævet T, idet T i hele den i tiltalen omhandlede periode arbejdede i udlandet, men var bosat i Danmark. Han havde kontaktet told- og skatteforvaltningen telefonisk, uden på noget tidspunkt at modtage en afgørelse om skattefrihed. T udarbejdede selv timesedler, og fik en fast timeløn, for hvilket han blev aflønnet, og som han holdt øje med. På trods af dette reagerede T ikke på, at han fik sin bruttoløn udbetalt, ligesom han ikke oplyste sin skattepligtige indkomst optjent i udlandet. T ansås derfor forsætligt, og i hvert fald med dolus eventualis forsæt, at have begået skatteunddragelse i alle 5 forhold. T idømtes herefter fængsel i 8 måneder samt en tillægsbøde på 1 mio. kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 60 dage. Fængselsstraffen blev med henvisning til den lange sagsbehandlingstid gjort betinget med vilkår om, at T ikke måtte begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom. Byrettens dom blev anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, mere subsidiært stadfæstelse. Anklagemyndigheden påstod skærpelse, navnlig således at T idømtes en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten fandt ikke at kunne lægge til grund, at T uden nogen form for indberetning, dokumentation eller afgørelse fra told- og skatteforvaltningen, kunne antage, at han havde skattefrihed. Landsretten tiltrådte herefter, at T havde handlet forsætligt. Uanset den lange sagsbehandlingstid, navnlig i perioden fra den 2. maj 2017, hvor told- og skatteforvaltningen traf afgørelse om forhøjelse af T’s skattepligtige indkomst for skatteårene 2010-2014, til den 12. november 2021, hvor anklagemyndigheden rejste tiltalte ved indgivelse af anklageskrift til byretten, fandtes fængselsstraffen efter sagens karakter og størrelsen af det unddragne beløb at burde gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten stadfæstede herefter byretsdommen med den ændring, at fuldbyrdelsen af straffen på fængsel i 8 måneder udsattes og bortfalder efter en prøvetid på 2 år på vilkår om ulønnet samfundstjeneste i 150 timer inden for en længste tid på 1 år, at T ikke begik strafbart forhold i prøvetiden, og at T undergav sig tilsyn af Kriminalforsorgen.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger ikke skulle beskattes af afkast på hans disability benefit fra United Nations Joint Staff Pension Fund (UNJSPF) efter pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3. Skatterådet fandt ikke, at det kunne tillægges vægt, at Spørgers pensionsordning var en tilsagnsordning, og at der ikke var en indestående kapital eller et depot, der kunne forrentes. Det skyldtes at beskatningen efter pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 3, skete på baggrund af forskellen i ordningens "kapitalværdi", der af forarbejderne defineredes som forskellen mellem primo og ultimo i pensionsselskabets (her UNJSPF’s) øjeblikkelige og fremtidige forpligtelse over for den pensionsberettigede. Der var ikke undtagelser til § 53 A, stk. 3, som førte til at fx tilsagnsordninger skulle undtages fra afkastbeskatningen. Det fandtes derfor ikke at gøre nogen forskel, at der ikke var en opsparet indestående kapital eller et depot, der kunne tilskrives en rente.

Skatterådet fandt, at der var en løbende udvikling i ordningens kapitalværdi, idet pensionsudbetalingerne løbende reguleredes på baggrund af udviklingen i forbrugerprisindekset med henblik på at inflationssikre pensionsudbetalingen. Da UNJSPF ikke, efter ansættelsens ophør, løbende opgjorde ordningens kapitalværdi, forstået som UNJSPFs forpligtelser over for Spørger, var Skattestyrelsen efter lovforarbejderne berettigede til at skønne over denne værdi. Metoden til beregning af afkast på ordninger i UNJSPF i Den juridiske vejledning, afsnit C.A.10.4.3.7, var en metode til skøn over denne værdi for de ensartede ordninger i UNJSPF.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at den metode til beregning af afkastet, som fremgik af Den juridiske vejledning, afsnit C.A.10.4.3.7, ikke skulle anvendes på Spørgers pension. Det skyldtes, at de elementer, der indgik i metoden, var udtryk for det bedst mulige skøn efter de tilgængelige oplysninger om ordningens værdi.

Koncernen havde valgt international sambeskatning. Valget var senest foretaget i indkomståret 2025. Bindingsperioden på 10 år udløb derfor ordinært ved udgangen af indkomståret 2034.

Som led i et generationsskifte ønskede ejerne - i stedet for at eje H1 personligt - at eje selskabet gennem hver deres 100 pct. ejede holdingselskab med samme ejerandel. Den ønskede struktur blev tilvejebragt ved gennemførelse af en omstrukturering i 4 trin: en aktieombytning efterfulgt af ophørsspaltning af det nystiftede ultimative moderselskab og 2 lodrette fusioner af underliggende selskaber i koncernen.  

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1, at bindingsperioden ikke afbrydes i forbindelse med den påtænkte ophørsspaltning af H4, der var stiftet i samme indkomstår ved en skattefri aktieombytning, men videreføres hos HA.

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 2, at svaret på spørgsmål 1 ikke ændres som følge af, at der blev gennemført to lodrette fusioner af 4 underliggende selskaber.

Skatterådet bekræftede endelig, at omstruktureringerne som beskrevet under spørgsmål 1og 2 ikke

medførte en forhøjelse af gaveafgiften i medfør af boafgiftslovens § 23 b, stk. 1, jf. stk. 2.

Skatterådet bekræftede, at en udbytteudlodning fra Spørger til dets direkte moderselskab H1, ikke medførte begrænset skattepligt i Danmark for H1, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra c.

Midlerne til den påtænkte udbytteudlodning fremkom ved, at Spørger forud for udlodningen ville kræve sit tilgodehavende hos sit irske søsterselskab, H3, indfriet.

Det var oplyst, at udbyttet ville blive videreudloddet til det ultimative moderselskab M1, som var børsnoteret på X-børs og ikke havde majoritetsaktionærer. Henset hertil og til at både M1, H2 og H1 var skattemæssigt hjemmehørende i lande inden for EU, som Danmark havde en dobbeltbe-skatningsoverenskomst med, fulgte det af retspraksis, at M1 skulle anses for retmæssig ejer af udbyttet fra Spørger.

Skatterådet bekræftede endvidere, at ligningslovens § 3 ikke fandt anvendelse.

Sagen angik, om en valutavekslingsvirksomhed havde ret til fradrag for køb af kontant fremmed valuta, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Med henvisning til den dagældende bogføringslov, herunder forarbejderne til loven, fandt retten, at angivelse af identifikationsoplysninger for en sælger af valuta, uanset beløbsstørrelse, må anses som omfattet af udtrykket god bogføringsskik. Retten fandt endvidere, at valutavekslingsvirksomheden ikke havde godtgjort, at virksomheden havde opfyldt betingelserne for ret til fradrag, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, idet de fremlagte bilag ikke gjorde det muligt at kontrollere registreringernes rigtighed. 

Spørger var registreret hos Finanstilsynet som forvalter af alternative investeringsfonde efter § 9 i lov om alternative investeringsfonde (FAIF-loven).

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger var berettiget til at levere ydelser i form af forvaltning momsfrit til fonde, som var registreret som alternative investeringsfonde (AIF).

Skatterådet lagde vægt på, at fonde, der bliver forvaltet af en forvalter, som er registreret efter § 9 i FAIF-loven, ikke er undergivet et særligt statsligt tilsyn. 

De fonde, som Spørger forvalter, kunne derfor ikke momsretligt anses som investeringsforeninger, som kunne modtage forvaltningsydelser momsfrit, jf. momslovens § 13, stk. 1. nr. 11, litra f.

Spørger havde en medarbejder, der i sin ansættelseskontrakt med Spørger havde påtaget sig en konkurrenceklausul, der gjaldt i X måneder startende fra fratrædelsesdatoen, jf. lov om ansættelsesklausuler § 5.

Medarbejderen var nu ikke længere ansat. Konkurrenceklausulen begrænsede den tidligere medarbejder i at påtage sig arbejde hos en konkurrent til Spørger, selvom ansættelsesforholdet var ophørt.

Spørger skulle for denne begrænsning i jobmuligheder udbetale en kompensation, som fulgte udbetalingsprincipperne i lov om ansættelsesklausuler § 8, stk. 2 og 3. Det vil sige månedsvist i den periode, hvor konkurrenceklausulen gjaldt. På fratrædelsestidspunktet udbetaltes de to første måneder dog som en engangsbetaling.

Skatterådet bekræftede, at udbetaling af kompensation til den tidligere ansatte som følge af konkurrenceklausulen, var fritaget for lønsumsafgift. Der blev lagt vægt på, at der var tale om en kompensation, som Spørger skulle udbetale, efter ansættelsesforholdet var ophørt, hvorfor modtageren ikke længere kunne anses som ansat i virksomheden.

Sagen angik, om sagsøgeren for indkomstårene 2011 - 2013 med rette var blevet beskattet af maskeret udbytte i medfør af ligningslovens § 16 A, stk. 1, af hævninger på i alt 2.742.505 kr. fra et panamansk selskab. Sagsøgeren gjorde i første række gældende at hævningerne ikke var tilgået ham. I anden række gjorde sagsøgeren gældende, at han alene ejede 50 % af aktierne i selskabet og derfor, at han maksimalt kunne udbyttebeskattes med 50 % af de hævede beløb.  

Videre angik sagen, om Skattestyrelsen havde været berettiget til ekstraordinært at genoptage indkomstårene 2011 - 2013 i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og i givet fald, om styrelsen havde overholdt varslingsfristen efter lovens § 27, stk. 2.  

Retten fandt, at sagsøgeren med rette var blevet udbyttebeskattet af de omhandlede hævninger. Retten lagde ved bevisbedømmelsen vægt på, at selskabet var oprettet i Panama via advokatfirmaet R1-advokatfirma. uden et legitimt forretningsmæssigt formål, og at etableringen alene havde til formål at skjule aktiver og unddrage skat. Ved vurderingen af de reelle ejerforhold tillagde retten den afgørende betydning, at sagsøgeren var registreret som den reelle ejer af selskabets bankkonto i Y1-land og havde uindskrænket råderet over selskabets aktiver.

I forhold til genoptagelsen af skatteansættelsen fandt retten, at sagsøgeren havde skjult Panama-selskabets eksistens for skattemyndighederne, og at han oprindeligt havde nægtet kendskab til selskabet. Da selskabet var etableret for at skjule aktiver, havde sagsøgeren forsætligt eller groft uagtsomt bevirket, at skatteansættelserne blev foretaget på et urigtigt grundlag, og betingelserne for ekstraordinær ansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, var derfor opfyldt.

For så vidt angår varslingsfristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, fandt retten, at fristen først løb fra det tidspunkt, hvor det stod Skattestyrelsen klart, at der ikke ville tilgå sagen yderligere oplysninger, der kunne belyse de omhandlede hævninger og omstændighederne i øvrigt, og at styrelsen havde varslet ændringen af skatteansættelsen inden udløbet af dette tidspunkt.  

Derudover havde sagsøgeren en række ugyldighedsindsigelser, som retten fandt var åbenbart grundløse. 

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet. 

Listen med godkendte luftfartsselskaber er opdateret med yderligere 3 selskaber for 2026.

Skattestyrelsen har anerkendt, at i alt 23 luftfartsselskaber mod betaling hovedsageligt flyver i udenrigstrafik og derfor står på listen for 2026.

Luftfartsselskaber, der ønsker optagelse på listen, skal årligt ansøge Skattestyrelsen.

Meddelelsen opstiller en række betingelser, som skal være opfyldt for, at luftfartsselskabet kan opnå fritagelse for moms på leverancer af og til de enkelte luftfartøjer.

Spørger (et fransk " Sociéte Civile de Placement Immobilier á capital variable") ønskede bekræftet at det skulle anses som et selvstændigt skattesubjekt i relation til reglerne om begrænset skattepligt

Skatterådet bekræftede, at Spørger efter praksis var omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Det var oplyst, at den enkelte investors hæftelse var begrænset til indskuddet, og at ingen deltagere hæftede personligt eller ubegrænset. Skatterådet lagde derfor til grund, at ingen af deltagerne hæftede personligt for selskabets forpligtelser.

Sagen omhandlede, om der i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4, kunne gives tilladelse til at et dødsbo vederlagsfrit overdrog et holdingselskabs aktier i et 100 pct. ejet datterselskab til en påtænkt nystiftet fond uden at dette ville medføre udbyttebeskatning af boet.

Skatterådet fandt på baggrund af en konkret vurdering, at overdragelsen skete i afdødes ideelle interesse og ikke i afdødes personlige eller økonomiske interesse, hvorved Skatterådet kunne give tilladelse til, at holdingselskabets indskud af kapitalandele i datterselskabet til den påtænkte nystiftede fond ikke skulle anses for en skattepligtig udlodning, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4.

Der blev bl.a. henset til, at den påtænkte fonds formål var at støtte almenvelgørende formål. Det at fonden skulle opløses mindre end 18 år efter at den var stiftet, var ikke til hinder for en tilladelse, henset til at fondens aktiver ved opløsning skulle videreføres i en anden fond, som havde samme eller lignende formål.